Der var underligt stille på aktiemarkederne i sidste uge. Ingen panisk flaksen omkring, ingen desperat kaglen op. Normalt er det politikerne, der beskylder investorerne for at opføre sig nogenlunde lige så klogt som hovedløse høns, men for tiden er rollerne tilsyneladende byttet om.

Nedlukningen af store dele af den offentlige sektor i USA i denne uge har ikke udløst højrøde reaktioner på markederne. Der står man så iført beskyttende plasticforklæde og imprægnerede skåneærmer og venter på børsblodbadet, og så sker der ikke det store.

Hovedet sidder for en gangs skyld, hvor det skal, hos investorerne på Wall Street. Det samme kan man ikke sige om politikerne i Washington, der har mere travlt med at »rive hovederne af hinanden« end at styre verdens vigtigste økonomi ud af krisen.

Panik eller ej. Godt nok befinder markederne sig fortsat på rekordniveau, men man skal ikke trykke investorerne særlig meget på maven, før det står ud af dem med risiko-momenter i en strøm, så man må undre sig over, at de har været i stand til at handle ak-tierne så langt op.

Vi kan jo begynde med den aktuelle budgetkamp i Washington, der har konsekvenser for landets økonomi. Ganske vist har økonomernes skud på den nøjagtige effekt mere karakter af spredehagl end præcisionsskydning, og går fra alt på 0,2 til to procentpoint af væksten i fjerde kvartal, men man sender ikke knap en million mennesker hjem fra arbejde uden løn, uden at det rammer privatforbruget.

Økonomernes manglende træfsikkerhed er i det hele taget sigende. Situationen skaber en rystende usikkerhed, der ikke just hjælpes af, at styrelser og ministerier er lukket, så de ikke længere udgiver nøgletal. Investorerne må navigere i blinde.

Og så er der gældsloftsproblemet. Næste deadline for politikerne i USA nærmer sig. 17. oktober løber USA tør for penge, med mindre politikerne bliver enige om at forhøje loftet for, hvor meget gæld landet må optage. Uden den manøvre er der kun en bundskjuler af et beløb tilbage i statskassen, og man vil få svært ved at betale sine regninger. Frygten er, at gældsforhandlingerne vil blive kampplads for flere ideologiske skudvekslinger. Helt slemt bliver det, hvis budgetkampen og gældsloftet ender med at blive slået sammen til én og samme mudrede kamp.

Oven i det politiske kaos kommer den truende regnskabssæson, hvor der ikke er meget hjælp at hente fra virksomhederne. 89 selskaber ud af de 500 selskaber i S&P 500 har på forhånd varslet tilbagegang i form af profit warnings. Samtidig advarer flere og flere om, at aktiekurserne er kommet for langt op. Nok er der en bedring i USAs økonomi, men som herhjemme er det primært et »stemningsskifte«, hvor bløde data peger i den rigtige retning, men mangler solid opbakning af hårde data.

Hvad i alverden skal man med al sin indebrændte pessimisme så mene om, at markedernes univers slår rekord, mens virkelighedens verden står i flammer?

En forklaring er naturligvis, at markederne holdes oppe af den amerikanske centralbank, der står klar til at støtte økonomien ved at lade seddelpressen fortsætte i lystigt spindende tempo længe endnu. De kraftige dollarfald gennem ugen kunne tyde på, at mange investorer tror, at en aftrapning af støtteopkøb og renteforhøjelser nu har fået endnu længere udsigter, end de allerede havde.

Men det er næppe hele forklaringen. Der er også investorpsykologi på spil. For lige som markederne nogle gange kan begrave sig i sortsyn og forsvinde i negative spiraler, kan de til tider også svimle henrykt op og op og op i en positiv spiral. Ja, investornes overreaktioner kan trække den samlede økonomi ned i et mørkt hul, men det modsatte kan også ske. Med deres ukuelige livsmod kan investorerne også præstere det stik modsatte ved at insistere på at være optimister. Og det kan meget vel være ved at ske lige nu – selv om det er svært at finde de rationelle grunden til det.