Mens de seneste dage har vist en overvældende interesse blandt amerikanerne for at få adgang til sundhedsforsikring på de nyoprettede forsikringsbørser, sker der ikke det store i Washington med hensyn til de midlertidige bevillingslove og republikanernes forsøg på at kæde dem sammen med netop sundhedsreformen.

Det skriver Ulrik Bie, senioranalytiker hos Nykredit Markets, torsdag i en analyse af de fortsatte forhandlinger i USA mellem demokrater og republikanere.

Der er dog tegn på, at arbejdet med en finanslov for 2014 ikke er gået helt i tomgang, mener senioranalytikeren. De officielle udmeldinger fra republikanernes leder John Boehner går i retning af at sammenkæde budgetforhandlingerne med en forhøjelse af gældsloftet, der også skal afklares i løbet af de kommende uger.

Spørgsmålet om en større finanspolitisk pakke har tidligere været på dagsordenen, men efter skatteaftalen fra årsskiftet har demokraterne mistet en vigtig forhandlingsbrik, da alle finanspolitiske forhold, der kræver løbende handling, er på udgiftssiden, mens indtægtssiden ligger fast.

»Vores forventning er fortsat, at der kommer en aftale hen over weekenden om en midlertidig bevillingslov med et par lunser til republikanerne, men uden ændringer i Obamacare. Det er lige nu især demokraternes leder i Senatet, der blokerer for faktiske forhandlinger. Det er imagemæssigt svært for Det Hvide Hus at blive ved med at afvise en form for dialogforum uden at blive set som en del af problemet,« skriver Ulrik Bie.

Nykredit-analytikeren fortsætter med at understrege, at der er stigende sandsynlighed for, at den nuværende nedlukning vil fortsætte så længe, at en midlertidig bevillingslov vil blive sammenkædet med gældsloftet.

»Vi hælder derfor fortsat mod, at der kun bliver tale om ganske smalle aftaler. Problemet for republikanerne er nu, at enhver aftale, der ikke indeholder ændringer af Obamacare, vil blive betragtet som et politisk nederlag, også selvom der måtte komme indrømmelser på andre områder, der vil gøre indholdet af en aftale til en republikansk sejr,« lyder det fra Ulrik Bie, der fortsætter:

»Demokraterne har allerede bevæget sig i forhold til udgiftsniveauet i de midlertidige bevillingslove, der nu kommer til at tage udgangspunkt i de automatiske nedskæringer, som republikanerne har ønsket.«

Med eller uden en budgetaftale spøger der stadig en forhøjelse af gældsloftet i slutningen af oktober, pointerer Nykredit-analytikeren. Finansministeriets udmeldte deadline 17. oktober skal ifølge Ulrik Bie tages med et gran salt, da nedlukningen faktisk reducerer udgifterne.

»Det ændrer dog ikke på, at der venter store betalinger primo november, så en aftale skal være på plads inden da,« understreger han.