Den moderne traditionalist
Danskerne mener, at dronning Margrethe er mindre folkelig og mere traditionel end sin far. Alligevel har Dronningen danskernes kærlighed.
Danskerne mener, at dronning Margrethe er mindre folkelig og mere traditionel end sin far. Alligevel har Dronningen danskernes kærlighed.
Hvert år den 31. december, når klokken slår 18, sidder de fleste danskere traditionen tro – både børn og voksne – foran fjernsynsskærmene i de danske hjem. Klar til at høre dronning Margrethe holde sin nytårstale direkte fra Residenspalæet ved Amalienborg Slotsplads. Bag det mørke skrivebord sidder hun med sin tale skrevet til danskerne.
Og det er netop det traditionelle, vi danskere forbinder allermest med vores dronning, viser en ny undersøgelse foretaget af Gallup for Berlingske. Her giver danskerne dronning Margrethe topkarakterer for sine 40 år som landets monark.
Jon Bloch Skipper, historiker med speciale i kongehuset og forfatter til samtalebogen »Tre Søstre« om dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie, mener, at danskerne er tilfredse med deres dronning, fordi hun har formået at gøre sin pligt til noget positivt.
»Hun har gjort en dyd ud af nødvendigheden, sit livs opgave til tilværelsens gave. Hun har en høj troværdighed og autenticitet, og så er hun meget professionel i alt, hvad hun foretager sig,« siger han.
Selv om de fleste danskere er fælles om at se Dronningens nytårstale hvert år, ser danskerne ifølge Berlingskes undersøgelse ikke deres monark som det folkelige samlingspunkt. 26 procent betegner Droningen som »folkelig«, mens 46 procent mener, at Dronningen er »traditionel«.
Dronning Margrethes rolle er i danskernes bevidsthed noget anderledes end den, hendes royale forgængere har haft. Det mener Johannes Andersen, samfundsforsker og lektor ved Aalborg Universitet.
»Den monark, der for eksempel regerede under Anden Verdenskrig og under besættelsen, Dronningens bedstefar, Kong Christian X, repræsenterede tradition og en historie – nemlig historien om danskernes selvstændighed,« siger Johannes Andersen og understreger, at det i dag ikke længere er aktuelt med en landsmoder til at samle landet mod en udefrakommende fjende.
Han bliver bakket op af Jon Bloch Skipper, der mener, at Dronningens far var mere jovial og tæt på sin befolkning end dronning Margrethe, der er mere konservativ og distanceret.
»Men de to er svære at sammenligne. Dronning Margrethes far, Frederik IX, var konge i en helt anden tid og i et andet samfund. I midten af forrige århundrede, i det kgl. danske socialdemokratis storhedstid, var der behov for en monark, der var mere folkelig end traditionel,« siger han.
På trods af, at danskerne betegner deres dronning som traditionel, mener 79 procent i følge undersøgelsen alligevel, at Kongehuset har formået at følge med tiden. Det er ifølge Jon Bloch Skipper i høj grad dronning Margrethes fortjeneste.
»Der er sket en voldsom forandring og professionalisering af hofadministrationen under dronning Margrethe. Blandt andet har hun ansat en kommunikationschef og sørget for ordnede forhold for de ansatte ved hoffet via Hoffunktionærforeningen,« siger han.