»Hans Majestæt Kong Frederik den Niende er død. Længe leve hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden.«

Der er gået 40 år, siden den daværende statsminister Jens Otto Krag 15. januar 1972 udråbte Margrethe II som dronning af Danmark fra balkonen på Christiansborg Slotsplads. Som traditionen foreskriver, valgte den unge dronning et valgsprog: »Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke.«

Og folkets kærlighed har dronning Margrethe. I en ny undersøgelse foretaget af Gallup for Berlingske giver danskerne deres dronning topkarakterer for hendes lange træk som royalt overhoved. På en skala fra et til fem scorer monarken et gennemsnit på 4,32 hos befolkningen.

Det overrasker Johannes Andersen, samfundsforsker og lektor ved Aalborg Universitet, at Dronningen scorer så højt hos danskerne, selv om det ikke kommer bag på ham, at danskerne er glade for hende:

»Dronning Margrethe er først og fremmest en god fortælling, som danskerne kan spejle sig i. Hun er fortællingen om et overhoved, der er god til at agere i offentligheden ved nytårstaler, og hun er god til at repræsentere Danmark. Samtidig har hun en familie, der også rummer mange gode fortællinger og ugebladshistorier, som stiller danskernes nysgerrighed,« siger han.

God repræsentant

Det er især for rollen som Danmarks repræsentant i udlandet, at dronningen høster roser fra danskerne. Hele 91 pct. svarer i undersøgelsen, at de er enige eller overvejende enige i, at hun er en værdig repræsentant for Danmark.

Ifølge historiker Lars Hovbakke Sørensen, ph.d. og ekstern lektor ved Københavns Universitet, er det et markant tal.

»Det er et meget højt tal, og i den gruppe må der også være nogle af de danskere, der går ind for en republik i stedet for monarkiet. Det afspejler, at folk betragter hende som én, der tager opgaverne seriøst og behandler opgaven professionelt i alt, hvad hun gør. Opgaven for en moderne monark er netop at repræsentere landet udadtil og være et nationalt samlingspunkt,« siger han.

Selv om de fleste danskere ifølge undersøgelsen ser dronning Margrethe som en traditionel monark, mener 79 pct. alligevel, at kongehuset har formået at følge med tiden. Lars Hovbakke Sørensen forklarer det med, at Dronningen især i de senere år har åbnet sig mere blandt andet ved at lade sig interviewe til pressen, hvor hun har været meget personlig. Senest er det kommet til udtryk ved dronning Margrethes 70-årsfødselsdag, hvor hun indvilgede i at stå bag et arrangement sammen med TV 2.

»Mange vil nok huske, at Dronningen gik med på at deltage i et tryllenummer. Det er meget lidt ophøjet i forhold til den stil, hun tidligere har haft i sin regeringsperiode. Hun har udviklet sig fra at være en ikke så tilgængelig monark til at være én, som folk synes, de kender. Alle synes, at de kender Dronningen og ved, hvilke holdninger hun har, og hvad hun står for,« siger han.