Valget af studie er ingen let sag. Der er mange muligheder, og for nogle kan tanken om fem nye år på skolebænken efter endt ungdomsuddannelse virke uoverskuelig.
Vigtigt er det at finde et spor efter interesse, og i den forbindelse kan en kort videregående uddannelse være værd at overveje.
De korte videregående uddannelser findes typisk på landets erhvervsakademier med en bred vifte af forskellige uddannelser inden for handel, sundhed, IT, teknik og kreative fag.
Med en uddannelse på kun to år er der ingen tid til at dvæle ved tunge videnskabsfilosofiske teorier som på universitetet, og derfor er fordelen ved de korte videregående uddannelser, at forløbene typisk vil være meget erhvervsorienterede, så den studerende er klædt på til at tage turen ud i erhvervslivet efter endt uddannelse.
»Man skal søge den korte, hvis man gerne vil hurtigt ud på arbejdsmarkedet,« siger Gitte Jul, studievejleder på Københavns Erhvervs Akademi (KEA):
»Den er professionsrettet, og hvis man ikke har lyst til at bruge fem år i uddannelse, har man mulighed for at få en videregående uddannelse på kort tid. Sigtet er, at man arbejder tæt på det erhvervsliv, man senere skal ud og agere i. Der er selvfølgelig lidt teori, men ikke bare for teoriens skyld. Der undervises i praksis, som man direkte kan gå ud og anvende i job,« siger Gitte Jul.
Mulighed for overbygning
Mai Johansen er en af de mange studerende, der har valgt den korte videregående uddannelse. Hun går på Københavns Erhvervsakademi, hvor hun har læst til designteknolog med speciale i sourcing og indkøb, der retter sig mod en karriere i modebranchen.
Hun har endda tidligere færdiggjort en anden kort uddannelse som beklædningsdesigner. Da den var færdiggjort, var jobmulighederne ikke gode, og hun gik derfor i gang med sin anden korte videregående uddannelse på KEA, hvor hun fik mulighed for at få en merkantil ballast i rygsækken, sådan hun forstår flere elementer af modeverdenen.»Jeg vil sige, at det er lettere at overskue en kort uddannelse. Det er mere komprimeret og målrettet mod erhvervslivet, særligt her på KEA. Man får en mere konkret uddannelse i, hvordan man skal begå dig, frem for at bruge en masse tid på teorier. Der er samtidig et stort praktikforløb, sådan man får større kontakt til erhvervslivet,« siger Mai Johansen, der selv har brugt et halvt år i praktik.
Man skal dog være opmærksom på, at længden gør de korte uddannelser meget komprimerede, hvorfor der er mange områder, der skal læres på relativt kort tid. Derfor er det heller ikke altid, man får mulighed for at gå i dybden med alle emner og områder, fortæller Mai Johansen.
Uddannelsesinstitutioner, der udbyder de korte videregående uddannelser, giver dog også mulighed for at bygge oven på og læse en halvandet år lang overbygning, der giver titel af professionsbachelor.
Det har Mai Johansen valgt at gøre, og hun læser nu en overbygning, der fokuserer på bæredygtighed i mode – et begreb, der netop nu er meget oppe at vende i virkelighedens modeverden.»Jeg er nok opdraget lidt gammeldags og har altid har lært, at det er godt med et sikkerhedsnet og dermed en bachelor i baghånden. Da jeg i sommer skulle tage valget, om jeg skulle søge job eller læse videre, valgte jeg at læse videre,« siger Mai Johansen, som fortæller, at flere af hendes tidligere medstuderende er kommet direkte i arbejde efter endt toårig uddannelse.
Foruden overbygningerne på hjemmeinstitutionen er der også mulighed for at læse videre på uddannelser på nogle af universiteterne alt efter, hvilken uddannelse valget falder på.