Man kan lære meget af at se »Hvem vil være millionær?« på TV2. Ikke så meget på grund af quizzens indhold, som på grund af deltagernes højlydte tankeproces undervejs. Forleden skulle to kvinder fra den glade underholdning finde svaret på, hvor profeten Muhammed ligger begravet, og pludselig udbrød den ene: »Hvor ligger Jesus egentlig begravet?« Det er et markant spørgsmål, men ingen greb lejligheden til at nævne, at et stædigt rygte vist vil vide, at graven var tom. Og at Jesus altså ikke ligger begravet noget sted, hvilket udgør kernen i kristendommen, en dyb milepæl i vores kultur og grunden til, at vi fejrer påske. En pointe her er, at kvinden i quizzen ligesom de fleste andre på sin vis godt ved det. Det er bare blevet gemt så langt væk i bevidstheden, at sammenhængen mellem nutiden og fortællingen om den tomme grav på den tredje dag ikke længere føles levende. Vi befinder os i opstandelsens og kristendommens efterdønninger, og der skal noget ganske særligt til, før konturerne bliver synlige.

Det er de blevet med Ahmed Akkaris meget omtalte bekendelser. Ikke alene blotlægger de mentalitetskløften mellem en kristen kultur grundet i troen på barmhjertighed og den islamistiske grundet i troen på – som Akkari skriver – altid at få så meget som muligt ud af en bøjet nakke. Bogen har også medført, at folk som Anders Fogh Rasmussen, Kurt Westergaard og Per Stig Møller straks tilskriver sig tilgivelsens mulighed og synliggør, hvordan Jesu lidelseshistorie fortsat skaber en højeste etisk målestok. Påsken lever i os, men bare ikke stærkt nok. For vi oplever nemlig også, hvordan en vigtig sag som denne kan trampes flad i en mediekritisk samtale om spin, taktik og selvpromovering. Vi oplever, hvor nemt man i dansk nutid kan forfalde til at ånde gennem en norm, hvor formen bliver alt, mens indholdet er sekundært. I den samtale findes hverken sandhed eller hjerteblod, men i stedet endeløse analyser af andres motiver samt i dette tilfælde en nedladende omtale af Naser Khaders og Ahmed Akkaris forsøg på at gøre fælles sag. Og i den samtale står det klart, hvordan man kan svigte alvoren, fordi det er så fristende blot at læne sig tilbage, mens de andre slås, og størkne i egen mistroiske forstand. Det er faktisk det letteste af alt.

Vi har i disse dage modtaget en stor del af årtiers værdidebat samlet i ét åndedrag, og sagen er, at vi har svært ved at modtage det. Vi vægrer os ved at kalde tingene ved deres rette navn, og selv blev jeg forleden beskyldt for i min anmeldelse af Akkaris bog at præsentere sagen som lige lovlig meget »omfavnet i kristen retorik«.En sådan bruger vi nemlig ikke længere, ja,vi er reelt blevet så gode til at undgå det, at selv en åbning til erkendelse som den, Akkari har leveret, risikerer at kvæles i ligegyldig udenomssnak. For vi råder ikke længere over det sprog, der kan formulere, at en stor del af vores tilgang til barmhjertighed, kærlighed, håb og evighed grunder i en ganske bestemt hændelse. »Hvor ligger Jesus egentlig begravet?« lyder det spørgsmål, der vidner om, hvor meget vi har glemt, og at dagen måske nærmer sig, hvor ingen vil løfte et øjenbryn, når det stilles. Derfor fejrer vi påske. For atter at blive mindet om, at graven var tom, og at vi alle er børn af begivenheden.