I forbindelse med tidligere landstræners Richard Møller Nielsens død for godt tre uger siden er især én historie gået igen. Den er blevet genfortalt i omtrent samtlige portrætter og handler om, hvordan Møller Nielsen straks efter EM-finalesejren i 1992 gik afsides for at bede til Gud, mens spillerne jublede på banen. Landstræneren ønskede at takke almagten for sejren, for – som han sagde – det manglede da bare. Når historien skiller sig ud, skyldes det, at vi er så uvant med, at folk forholder sig direkte til Gud, at det forekommer nærmest eksotisk at høre om det. Men derudover berører Richard Møller Nielsens gudsforhold et dybere anliggende, idet det understreger, hvordan der stadig i en tid, hvor den almægtige Gud er under beskydning, findes mennesker, der uanfægtet lever videre i troen på ham. Møller Nielsens takkebøn er anledning til at besinde sig på den værdikamp, der er blusset op i folke- kirken, for den handler nemlig om, hvorvidt EM-sejrherrens tro på den almægtige Gud overhovedet giver mening.

For engangs skyld oplever vi således en bispevalgkamp med teologisk indhold. Den foregår i Ribe, og vi kan især takke den skarpe sognepræst Claus Thomas Nielsen for dens intensitet. Han har reageret på, at en af kandidaterne har lagt navn til en teologi, der gør op med tanken om Gud som en overnaturlig magt uden for verden. Thorkild Grosbøll går igen, og vi genkender røsten fra Taar- bæk, der for ti år siden afskaffede en skabende og opretholdende Gud for i stedet at rendyrke Jesus som det medlidende og solidariske menneske. Denne strid i kirken står i forhold til tidens store værdikamp, idet der både i kirken og i samfundet som helhed foregår en nødvendig reaktion mod relativering af det absolutte. Der opstår behov for at sætte grænser og hævde noget uforanderligt, hvilket i samfundsdebatten sker gennem fornyet bevidsthed om autoritet, nationalitet og mistro til misbrugte plusord som frihed og mangfoldighed. Og i kirken sker det gennem kritik af den teologi, der vil løsrive Jesus fra samhørigheden med den skabende Gud og dyrke ham så meget som blot menneske, at kristendommen dårligt kan rumme hverken absolut fordring eller fuldgyldig nåde. Men hovedsagelig tolerance i tidens konturløse ånd.

Kampen stikker så dybt, at Claus Thomas Nielsen ikke mener, at folkekirken længere rummer en fælles gudsopfattelse. For ham er der tale om kristen ateisme, om nok en uforpligtende livsanskuelse, man konsekvensløst kan abonnere på, og endnu mere relevant fremstår kritikken, når man betænker, hvilken kløft der må opstå mellem den anti-guddommelige ideologi og de mennesker, der lever i forankret Richard Møller Nielsen-tro. For alle dem, der i enten glæde eller sorg instinktivt forlader sig på overmagten, kan kirkens budskab komme til direkte at modsige, ja, næsten nedgøre dette forhold. For mens man i modernitetens navn tror, at man tager mennesket alvorligt ved at opløse Guds almagt over det, forholder det sig stik modsat. Man tager mennesket alvorligt ved at fastholde det helt særlige ved eksistensen, der følger af at stå i forhold til det uforanderlige. I sin kerne handler værdikampen om denne menneskets position i verden, og det er helt nødvendigt, at den også kæmpes i folkekirken.

Af alle steder.