For ny nylig afholdt Aydin Soei en workshop på en af Københavns såkaldte ghettoskoler, hvor stort set alle eleverne har anden etnisk baggrund end dansk. Hvor mange bandemedlemmer mente eleverne egentlig, der var i Danmark, ville sociologen vide.

40.000, svarede en af de unge drenge. 100.000, gættede en anden. Ifølge de seneste tal fra Rigspolitiet er tallet 1.200. På landsplan.

Aydin Soei sukker.

»Lige hér har du svaret på, hvorfor regeringen heller ikke denne gang vil lykkes med sin ghettoplan,« siger han.

»De unge tror, det er mere normalt at blive gangster end en god samfundsborger. Bandemedlemmerne er få, men ekstremt synlige, enten fordi de bor i området eller kommer tilbage og hænger på gadehjørnet. Mens de etniske unge, som kunne være gode rollemodeller for lillebrorgenerationen i kvarteret, flytter væk.«

Sociolog og forfatter Aydin Soei kom til Danmark som fireårig med sine forældre, der var iranske flygtninge og er vokset op i et socialt boligområde i Avedøre Stationsby. I dag bor han på Nørrebro og har gjort det til sit levebrød at analysere, skrive bøger og rådgive om marginaliserede unge med minoritetsbaggrund.

Faktisk lykkes de udskældte, danske ghettoer i vidt omfang med integrationsudfordringen, pointerer han: De skaber social mobilitet for en del af den nydanske underklasse, som efter ankomsten til Danmark uddanner sig, får job, bliver en del af middelklassen – og derpå flytter ud af de belastede boligområder. I nogle områder er der en årlig beboerudskiftning på op til 20 procent.

Det, der ikke er lykkedes, er at ændre selve ghettoerne. Trods talrige planer – den første fra 1993 – er profilen på beboermassen forblevet stort set den samme. Og det vil regeringens nye pakke – trods de hidtil mest vidtgående lovpalette – næppe ændre på, mener Aydin Soei:

»Det største problem i ghettoerne er ikke hvem, der flytter ind, men hvem, der flytter ud. Alle ghettoplaner fokuserer på at udskifte beboermassen ved at tiltrække ressourcestærke etniske danskere udefra. I stedet burde fokus ligge på at fastholde de ressourcestærke med anden etnisk baggrund, som allerede bor i kvarteret. Løsningen på ghettoudfordringen kommer ikke fra den jyske ingeniørstuderende, som flytter midlertidigt til Mjølnerparken. Den kommer fra den brune middelklasse, som har ressourcerne og motivationen til at spille en langvarig, positiv rolle i deres barndomskvarter.«

Omvendt fleksibel udlejning

Regeringens ghettoudspil har masser af positive elementer, understreger Aydin Soei. Det er fint og fornuftigt at slå hårdere ned på kriminalitet. Og det er endnu mere fornuftigt at sikre, at den nye generation af børn fra socialt udfordrede boligområder kommer i vuggestuer og børnehaver, så de fra fødslen lærer at navigere i den danske fællesskabskultur.

Da Aydin Soeis mor, som havde en bachelorgrad fra Iran, i slutfirserne besluttede, at hun ville læse videre i Danmark, kunne hun ikke få en institutionsplads til Aydins lillebror. Normeringen var lavet ud fra en antagelse om, at indvandrekvinder gik hjemme og passede børn. Sådan er det heldigvis ikke i dag.

»Jeg tror, mange indvandrefamilier vil se det som en lettelse at blive skrevet direkte op til dagsinstitution og slippe uden om ræset med at lede efter en plads. Men som med alting afhænger modtagelsen selvfølgelig af, hvordan tiltaget bliver præsenteret. Man vil formentlig få mere ud af forslaget ved at skrue ned for regeringens tvangsretorik,« siger Aydin Soei.

De mest centrale dele i regeringens plan, der handler om nedrivningen af ghettoblokke og styring af, hvem der kan bosætte sig, er sociologen mere skeptisk over for.

Landets boligselskaber har allerede i mange år arbejdet med såkaldt fleksibel udlejning, som giver borgere, der er i arbejde eller uddannelse, en forlomme i køen, når der bliver ledige boliger i de socialt belastede boligkvarterer.

Erfaringen viser imidlertid, at ordningen først og fremmest bliver brugt af fraskilte med et akut boligbehov eller som et springbræt for studerende til at komme ind på boligmarkedet i de store byer. De arbejdende og studerende tæller positivt i statistikken, men fraflytter hurtigt og engagerer sig sjældent i lokalområdet. Det efterlader ingen varig positiv effekt.

»Hvorfor laver man ikke i stedet en omvendt fleksibel udlejning, der giver kvarterers unge mulighed for at blive boende, når de kommer i uddannelse og arbejde, selv stifter familie og flytter hjemmefra,« spørger Aydin Soei. Måske endda med et nedslag i huslejen, hvis de engagerer sig som mentorer eller lektiehjælpere.

»Over 15 år ville man kunne fylde områderne med positive rollemodeller, bryde fødekæden til kriminalitet og ændre beboeresammensætningen markant,« siger han.

For evigt ghetto

Foruden tilknytning til arbejdsmarkedet, personlig indkomst, uddannelse og kriminalitet er det vigtigste ghettokriterium i dag etnicitet.

Og her finder vi den anden afgørende forklaring på, hvorfor planen er dømt til at mislykkes, mener Aydin Soei:

»Lad os se sandheden i øjnene: Boligområder som Tingbjerg, Vollsmose og Gellerup vil aldrig komme under 60 pct. med anden etnisk baggrund. Hvis dét er kriteriet, vil de være for evigt dømt som ghettoer. Så måske er det snarere tid at erkende at i et multietnisk samfund vil der være boligområder, hvor etniske minoriteter er overrepræsenterede,« siger han.

Spørgsmålet er, hvad vi gør ved den erkendelse. Og hvordan vi bruger den til at nå regeringens bestræbelse på at fjerne de sorte huller i danmarkskortet og sikre, at der ikke findes parallelsamfund.

»Vi kan ikke gøre noget ved folks etnicitet. Dét, vi skal sørge for, er, at beboerne opfører sig som medborgere, at de arbejder og ikke er overrerepræsenterede i kriminalitetsstatikkerne,« siger Aydin Soei.

»Men når man gør etnicitet til et problem i sig selv, spænder man ben for en central del af løsningen. En grund til, at boligselskaberne ikke er særligt motiverede for at fastholde den irakiske læge Ali og hans familie som lejere, er, at det gør det sværere for området at komme af ghettolisten. Det er pointen: I stedet for at se det som negativt, at der bor brune mennesker i ghettoen, skal vi i gang med at udnytte den etniske middelklasses ressourcer til at løfte ghettoerne ud af arbejdsløshed og kriminalitet.«