Da Ayan Farah søndag aften så Dansk Folkepartis seneste kampagne, blev det for meget – selv for en rolig, nordjysk sygeplejerske som hende.

Den 26-årige dansk-somalier har aldrig før deltaget i den offentlige debat. De fleste, hun kender, forsøger som hun at lukke ørene, passe deres arbejde og leve et stilfærdigt liv uden for mediernes søgelys. Men da regeringens støtteparti i en 14 sekunder lang video bad sine Facebook-følgere besvare spørgsmålet, om »de fleste somaliske kvinder i Danmark er en berigelse eller en byrde«, var der noget, der gik i stykker i hende.