En skrap politisk kurs mod illegale immigranter har ramt indvandrere fra Caribien, der bliver truet med at blive smidt ud efter lovligt at have arbejdet og levet i Storbritannien i årtier. Sagen eksploderede midt under et stort anlagt møde, hvor premierminister Theresa May ville byde verden uden for EU velkommen.
71-årige Trevor Ellis fra det sydlige London er et billede på den politiske krise, der har slået premierminister Theresa May og hendes regering groggy og blotlagt en nerve i det britiske samfund, som med beretning efter beretning den seneste uge har ført til smertefulde diskussioner om, hvem der egentlig er britisk, og om briterne kan og vil åbne sig ud mod verden efter afskeden med EU. Ellis fortæller til Daily Telegraph, at han ankom til Storbritannien med sin mor i 1958 fra Jamaica, mens faren, en tidligere britisk soldat, var rejst i forvejen. Nu har de britiske myndigheder truet med at smide Ellis ud.
»De siger, at jeg ikke kan bevise, at jeg er britisk statsborger, men jeg har fortalt dem, hvor jeg gik i skole. Jeg har mit lægekort, som jeg fik i 1961. Jeg har mit National Insurance nummer fra dengang, da jeg gik ud af skolen som 16-årige,« fortæller Ellis til den konservative, britiske avis.
»Jeg har vist dem mine børns fødselsattester. Min første datter, Samantha, der nu er 51, blev født på Dulwich Hospital. Mine forældre er begravet her.«
Ellis befinder sig i samme situation som hundredevis og potentielt tusinder af andre immigranter fra de tidligere britiske kolonier i Caribien. De kan ikke få britisk pas, selv om de har levet i Storbritannien næsten hele deres liv, og de bliver truet med deportering af de britiske myndigheder, fordi de ikke har kunnet fremvise gyldig dokumentation for tidspunktet for deres ankomst til Storbritannien. Dermed bliver de betragtet som illegale immigranter og bliver ramt af de seneste års markant skærpede linje over for immigranter, som May indførte som indenrigsminister og siden har lagt yderligere vægt på som premierminister efter briternes Brexit-beslutning.
May har gentagne gange forsøgt at lægge låg på sagen, der den seneste uge har udviklet sig stadig mere eksplosiv og politisk betændt. I parlamentet understregede hun, at »disse mennesker er briter, de er en del af os«, og hun undskyldte for al den bekymring og frygt, som situationen har skabt. Senere lovede hun, at alle berørte ville få »en kompensation«.
Den kompensation forventer vi bliver stor, lød det straks fra caribiske ledere, der på samme tid var i London til et stort anlagt Commonwealth-møde. Et møde, som May skulle bruge til at vise de britiske vælgere og resten af verden, at landene i det tidligere britiske imperium vil være en naturlig partner for Storbritannien, når handelsrestriktionerne fra EU faldt bort.
Caribiske landes ønske om et møde om sagen, blev i første omgang afvist af May, men den position kunne premierministeren dog ikke opretholde, samtidig med at hun var vært for de 53 Commonwealth-lande. Efter få dage måtte hun foretage en politisk kovending og mødes med de politiske ledere.
Internt i Storbritannien har sagen om den såkaldte »Windrush-generation« fyldt enormt i den offentlige debat og sat noget i retning af en national selvransagelse, der rækker både fremad og tilbage i tiden, i gang. Ser man tilbage i tiden er der integrationsdebatten. Den første bølge af caribiske immigranter blev indledt med ankomsten af skibet »HMT Empire Windrush« fra Jamaica i juni 1948. Skibet anløb havn på baggrund af en invitation til kolonierne fra et arbejdskraftshungrende, krigstræt moderland, og mange af dem, der kom til landet i løbet af de næste årtier, kom fra steder, der fortsat var britiske. En lov satte 1973 som skæringsdato – alle fra det tidligere britiske imperium, der er ankommet til Storbritannien inden da, har ubetinget opholdstilladelse. Det er derfor, dokumentation for ankomsttidspunktet nu er så afgørende.
Men er immigranterne fra det britiske imperium nogensinde blevet rigtigt accepteret og integreret, lyder spørgsmålet fra kommentatorer og kritikere efter de britiske mediers intense dækning af, hvordan folk med caribiske rødder har haft en problemfyldt tilværelse, som er blevet markant værre, siden May som daværende indenrigsminister i 2013 erklærede, at hun ville skabe et »fjendtligt miljø« for illegale immigranter for at drive dem ud af landet.
»Når du udstikker en politisk kurs, som du giver det forfærdelige navn ’et fjendtligt miljø’, så er det ikke alle, som bliver indfanget af fjendtligheden, der har fortjent det,« skrev Philip Collins i sin faste klumme i The Times, hvor han også så fremad i tiden efter Brexit og forudså en udlændingedebat, hvor det kan være EU-borgere, der får problemer:
»Hvis ikke den politik bliver droppet, vil folk med mærkeligt klingende navne blive behandlet på linje med folk med sort hud, hvilket vil sige på rystende vis.«
Den slags advarsler afviser den britiske regering harmdirrende. Brexit-bannerfører og minister Michael Gove har erklæret, at »ingen i Europa er mere tolerante« over for immigranter end briterne.
Samtidig har regeringen som absolut Brexit-mål at nedbringe antallet af indrejsende udlændinge markant. Det er især blandt de omkring 2,4 milliarder Commonwealth-borgere og cirka 500 millioner EU-borgere, at immigrationen til Storbritannien er foregået.
Folk med caribiske rødder og årtiers ophold i Storbritannien kan nu kontakte en hotline og få myndighedernes hastigt etablerede hjælp til at få papirerne i orden. Men udlændinge- og integrationsdebatten i Storbritannien er ved at tage en ny form under nye betingelser. Den seneste uges opstandelse kan være et forvarsel om, at der venter problemer forude.
