En familiefar, en mand og en kvinde er flygtet fra den blodige syriske borgerkrig, og de bor nu på et nedlagt psykiatrisk hospital i Helsingør, der er blevet indrettet som asylcenter. På hospitalets gange florerer rygter om de asylstramninger, regeringen sendte i høring i fredags. Nu bekymrer de sig om, hvorvidt de nye regler kan forhindre dem i at få deres mand, kone og børn i sikkerhed i Danmark.
Tre mennesker, der er rejst i forvejen, fortæller deres historie.
»En af os var nødt til at prøve at redde den anden«
HK, ønsker at være anonym, 27-årig revisor fra Damaskus, Syrien. Flygtet sammen med sin mor for at få sin mand, far og bror ud af Damaskus.
Bilerne snor sig langsomt på landevejen uden for det gamle psykiatriske hospital i Helsingør, som er blevet indrettet som asylcenter. HK, en 27-årig kvinde, sidder i vindueskarmen på det værelse, hun har delt med sin mor i en måned.
»Stilheden i Helsingør giver mig alt for meget tid til at tænke på det, der er sket, og hvad der kommer til at ske fremover,« siger hun.
Roen og efterårsfarverne står i skarp kontrast til det liv, hun flygtede fra i Damaskus. For to måneder siden, forlod HK sin mand, far og bror sammen med sin mor og satte kurs mod Danmark. Flere af deres fjerne slægtninge var allerede flygtet til Danmark, og de gjorde det samme, da de hørte, at de hurtigt kunne få familiesammenføring her.
»Det her det hurtigste sted at få familiesammenføring. Jeg så det med andre dele af min familie. Der gik kun tre-fem måneder, før de kunne komme med til Danmark. Jeg har hørt, at det tager meget længere tid andre steder,« siger HK.
De flygtede til Libanon og fløj til Egypten, hvor de tog videre til Libyen, sejlede til Italien og kørte i bil med menneskesmuglere til Danmark. Rejsen kostede dem 45.000 kr. Det var kun kvinder, der kunne få visum til Libanon og Egypten, og derfor rejste HK med sin mor i forvejen. Resten af familien er stadig i Damaskus, og manden kan ifølge HK »blive dræbt når som helst«.
»Jeg kan ikke vide, om han pludselig ikke tager telefonen, fordi han er død. Han bor midt i en krigszone.«
HK var ved at uddanne sig til økonom på universitetet, da krigen brød ud. Et år inde i konflikten satte hun studierne på pause og tog et job som revisor. Hendes mand er også revisor og forsøger stadig at passe sit arbejde i Damaskus, selv om det lige præcis er jobbet, der har bragt dem i fare.
Regimet mistænker dem nemlig for at hjælpe oprørerne, og derfor kaldte de dem ind til vilkårlige afhøringer i tide og utide med alt, hvad det indebærer af tortur og ydmygelser.
»Vi kunne ikke være i sikkerhed længere, så vi var nødt til at gøre noget. Den ene af os måtte tage af sted for at redde den anden, og det blev så mig. Der var ikke andet at gøre,« siger HK.
På asylcentret ved alle flygtninge, at der er stramninger på vej i reglerne, forklarer HK. Hver dag sidder de hver især eller sammen og oversætter avisartikler med Google Translate, hvor ordet »asyl« indgår.
»Vi, der er rejst fra Syrien, har efterladt halvdelen af vores familie midt i krigen. Det håber jeg, politikerne kan forstå. De er stadig i Syrien, og vi vil bare have dem ved vores side,« siger HK.
Hun diskuterer også asylstramningerne med sin mand over Skype. Stramningerne er noget af det, hendes mand diskuterer mest med HKs far og bror. De diskuterer det også med de venner og naboer, som stadig er i Damaskus. »Jeg tror godt, politikerne forstår, hvilken situation, vi er i. De er selvfølgelig bekymrede, fordi der kommer mange af os fra Syrien lige nu, men de burde kunne forstå, at den nye lov er urimelig,« siger HK og fortsætter: »Min familie derhjemme kan blive dræbt når som helst.«
»Vi vil ikke bare sidde og tage penge og mad fra jer«
Mohanad Fakih, 29-årig læge fra Aleppo, Syrien. Er rejst til Danmark uden sin kone, som stadig arbejder som læge på et hospital i Aleppo.
Det var en tanke, der ofte strejfede Mohanad Fakih, at rejse fra Syrien. Han boede i Aleppo sammen med sin 27-årige kone, og de arbejdede begge på et hospital som læger.
»Jeg har villet ud af Syrien i det sidste år, for det er ikke et sikkert sted at være. Men jeg var den eneste, der kunne behandle brandsår min by, så hvis jeg rejste, var der ingen til at hele de forbrændte. Og dem var der mange af på grund af bomberne,« siger Mohanad Fakih.
Det var svært for Mohanad Fakih og hans kone at arbejde i fred som læger, for oprørerne troede, de arbejdede for regimet, og regimet troede, de arbejdede for oprørerne. Alligevel var det den syriske efterretningstjeneste, der var værst.
»Hver gang de kom til hospitalet truede de os med maskingeværer og råbte af os. På et tidspunkt sagde jeg til dem, at de skulle holde op. Så ville de afhøre mig, og hvis man tager til afhøring, kommer man ikke tilbage,« siger Mohanad Fakih.
Efterretningstjenesten gav ham en dato for, hvornår han skulle afhøres, og så flygtede han. Han kom over grænsen til Tyrkiet og til landets vestlige kyst. Her fik han kontakt til en person, der kunne hjælpe ham til Grækenland.
Efter nogle dage hoppede han op i en seks meter lang gummibåd med 46 andre flygtninge. Men båden sank, fordi den ikke kunne bære deres vægt. Mange druknede, og andre blev samlet op af myndighederne.
Mohanad Fakih svømmede i halvanden time og kom i land.
I Grækenland fandt han en menneskesmugler, som fik ham på et fly til Danmark, hvor han landede for en uge siden. Hvordan han kom med flyet, vil han ikke nærmere ind på. Turen kostede hele familiens opsparing på 50.000 kr.
Mohanad Fakih taler tysk blandt fire andre fremmedsprog og tænkte derfor på at tage til Tyskland. Så kunne han måske få et arbejde. Men han besluttede sig for at søge mod Danmark for konens skyld.
»Jeg har hørt fra folk, at det er hurtigere at få familiesammenføring her, så derfor valgte jeg at tage her til,« siger han.
Efter han er kommet til Danmark og er blevet indkvarteret på asylcentret i Helsingør, er han dog kommet i tvivl om sin beslutning.
»Efter jeg er kommet her, har jeg hørt om den her nye lov, og den gør mig ked af det. For så var Danmark måske slet ikke det bedste sted at tage hen. Jeg vil bare se min kone igen så hurtigt som muligt,« siger Mohanad Fakih.
Mohanad Fakih læser dagligt artikler om asylstramningerne. Hvis loven kommer til at gælde ham, kan der gå et år, før han får sin kone at se igen.
»Der kan hun jo være væk. Hun kan blive dræbt hvert minut. Min kone begyndte at græde, da jeg fortalte hende om loven. Jeg fortryder ikke, at jeg er taget til Danmark, men jeg vil virkelig gerne have min kone i sikkerhed«, siger han.
Kan du forstå, at politikerne bekymrer sig om, at der kommer rigtig mange flygtninge til Danmark?
»Jeg har hørt, at I mangler læger og ingeniører, og så kan I bruge os fra Syrien. Vi vil ikke bare sidde og tage penge og mad fra jer. Vi vil integreres og gøre nytte i Danmark. Jeg vil ikke bare ligge og slappe af,« siger Mohanad Fakih.
»Jeg vil bare gerne give mine børn et godt liv«
Ahamd Ali, 40-årig maskiningeniør fra Homs, Syrien. Har efterladt sin højgravide kone og tre børn i en flygtningelejr i Jordan.
Da Ahamd Ali gik fra en fredagsbøn i Homs i marts 2011, blev han anholdt sammen med en stor gruppe tilfældige sunnimuslimer. Han fortæller, hvordan han blev fængslet, afhørt og torteret i håbet om, at han kunne give myndighederne oplysninger om det spirende oprør i Syrien, som blev begyndelsen på den blodige borgerkrig, der har sendt millioner på flugt.
Efter fem dage blev han løsladt med et hul hovedet fra en betjent, der slog ham i hovedet med en trækølle. Han kunne angiveligt ikke bruges til noget, fordi han ikke kunne fortælle noget om oprørerne.
Få måneder senere blev han anholdt igen, og dage med tortur og ydmygelser blev gentaget. De spyttede på ham og råbte, at de ville voldtage hans kone og tre børn, hvis ikke han overgav sig. Denne gang slap han væk, fordi der opstod skyderi i området, så selv betjentene flygtede.
Selv om Ahamd Ali var chokeret over det, han var blevet udsat for, tog han på arbejde to dage senere. Men han blev pågrebet af regeringsstyrker påny. Denne gang varede torturen og afhøringerne i 12 dage, og da Ahamd Ali slap fri, havde han brækket alt fra ribben til arme og ben. Det var i september 2011.
Han blev så bange, at han ikke gik uden for sit hus. Først da en bombe landede i huset hos naboen i et luftangreb på Homs, blev han tvunget til det.
»Min kone og jeg sprang op, tog børnene på ryggen og løb. Vi nåede ikke at tænke og slet ikke at tage noget med fra vores hjem. Vi havde kun det tøj, vi løb i,« siger Ahamd Ali.
Efter to kilometer gik det op for Ahamd Ali og hans kone, at de havde glemt deres to-årige søn.
»Vi kunne slet ikke tænke klart, så vi nåede at løbe i nogen tid, før vi opdagede, at vi havde glemt ham,« siger Ahamd Ali, som løb tilbage og fandt sønnen legende på sit værelse.
Fire gange flygtede familien fra by til by i Syrien. Efter halvandet år gav de op og rejste over grænsen til Jordan. Selvom de nu var i sikkerhed i en flygtningelejr, havde de det ikke godt, forklarer han.
Derfor forlod familiefaren for to måneder siden sine tre børn og nu gravide kone, der har termin om en uge, og satte kurs mod Danmark. Han fløj til Algeriet og fik kontakt til en menneskesmugler, som fik ham ombord på en båd til Italien. Der fra kørte han i tog og bus op gennem Europa.
På et tidspunkt fik han kontakt til sin bror, som var kommet til Danmark og fotalte, at det var hurtigt at blive familiesammenført i Danmark. Tanken om, at han snart kunne få sin familie at se igen, fik Ahamd Ali til at stige på et tog til Kolding, som ankom i sidste uge. Turen kostede ham 40.000 kr. i alt.
Hvorfor blev du ikke i Jordan, når nu du og din familie var kommet i sikkerhed fra borgerkrigen?
»Der er ingen fremtid for mine børn i Jordan. Det er lige meget med mig, jeg er 40 år. Jeg vil bare gerne give mine børn chancen for at få et godt liv. Det ved jeg, de kan få i Danmark,« siger Ahamd Ali.
Hvorfor tog du ikke din familie med til Danmark i stedet for at flygte selv?
»Vi havde ikke råd til det, mine børn kunne ikke få visum til Algeriet, og det var for farligt.«