Konflikten mellem Hamas og Israel har igen tvunget uenighederne frem i debatten. Man deler sig efter sympati. Men der er opstået en mærkelig relativistisk tendens hos meningsdannere til at læne sig tilbage, dele sol og vind lige og så lade parterne være lige gode om det. Både hos intellektuelle debattører, såkaldte eksperter og hos mange yngre journalister og politikere kan man under den nuværende Gaza-krig opleve, at de giver udtryk for, at begge parter nok er lige gode om det.

Det har altid været typisk for intellektuelle, at de vil placere sig ved siden af eller over de stridende parter og i en behagelig betragterposition lade alt være lige godt. Ofte kombineres det med en generel relativisme: Der er ikke forskel på godt og ondt, fri og ufri, demokrati og diktatur.

Med den attitude bliver alle katte grå. Ikke mindst i et fredsommeligt lille land som Danmark har denne relativistiske indstilling haft gode kort, for så lægger man sig ikke ud med nogen og virker tilstræbt objektiv.

Læs også: Nyhedsoverblik - Israel-Palæstina

Under Den Kolde Krig stivnede mange intellektuelle i denne symmetritænkning. Supermagterne var nok lige slemme, og derfor valgte man ikke at tage stilling. For at tage stilling var jo at forlade elfenbenstårnet, træde ned fra dommersædet og så vælge side i livet og ikke lade alt være lige godt.

Fordi de ikke ville tage stilling, kom de til at svigte demokratierne og styrke Sovjetunionen og dets mange satellitter og medløbere. Ikke mindst i Det Radikale Venstre portrætteredes USA og NATO som lige så slemme som Sovjetunionen og Warsawa-pagten. Det blev en sport blandt radikale at være kommunistiske medløbere.

Denne tendens til i den nuværende Gaza-krig at vælge den neutrale kynisme er tydeligst kommet frem hos antropologen Dennis Nørmark i kronikken i Berlinsgke 23. juli. Her træder antropologen frem med sit kølige og kyniske overblik og reducerer konflikten mellem Israel og Hamas til at være samme vin på nye flasker, underforstået: Jeg orker ikke at tage stilling, og det bør andre også afstå fra. Og de, der engagerer sig, reduceres til kamphaner.

»Alle vi, som ikke direkte bor i området og ikke har direkte part i konflikten, bør derfor øjeblikkeligt holde op med at erklære sympati for den ene eller den anden part. For vi gennemspiller bare vores eget selvoptagede identifikationsforhold på Facebook og i Deadline. Vi gavner ikke konflikten det fjerneste,« skrev Nørmark.

»For så længe vi er optaget af vores egne uenigheder, er vi handlingslammede i en konflikt, der kræver absolut neutralitet. Hvis der nogensinde skal indgås nogen fredsaftale, bliver det med sådan nogle som os for bordenden, men det kræver, at vi ikke vælger side. Det er derfor intet mindre end uansvarligt af danske debattører, politikere og lederskribenter at holde med nogen af disse parter. For deres valg af sympati er grundløs og tilfældig og i bedste fald barnagtigt selvoptaget og internt. Der er kun én løsning: at erklære begge parter for de lige store ofre og idioter, som de retmæssigt er.«

Her er det gået helt galt for Nørmark i sommervarmen.

Læs også: Politiker anmelder dødstrusler efter fredsdemonstration

Det er selvfølgelig op til hver enkelt, borger eller debattør eller politiker, om man vil tage stilling. Men konflikten er faktisk af kolossal vigtighed. Hamas ønsker at udrydde Israel. Det siger Hamas åbenlyst og forsøger følgelig også at sprede så meget død og ødelæggelse, som organisationen formår. Fra det øjeblik, Israel trak sig ud af Gaza, overdængede islamisterne i Hamas-regimet Israel med missiler. Intet land vil kunne acceptere den slags angreb og provokationer.

I den sammenhæng at kalde en stillingtagen i konflikten for »grundløs og tilfældig og i bedste fald barnagtigt selvoptaget« er kynisme af værste skuffe. Det er lænestolssadisme og intellektuel apati og kynisme. Denne laden stå til er så meget desto farligere, fordi Israel-haderne på venstrefløjen og Politiken-segmentet forsøger at pøse benzin på bålet. Her er ingen neutralisme

Konflikten kræver »absolut neutralitet«, siger Nørmark, men det er vrøvl. Det er tværtimod ved at fastholde begge parters moralske ligeberettigelse, at konflikten kan vare ved. Man kan undlade at ytre sig om den, og det er fint nok, men ytrer man sig med krav om neutralisme, skader man Israel og støtter Hamas.

Når Liberal Alliances folketingsmedlem, Mette Bock, skal tilkendegive sin mening om konflikten, begynder hun med at slå fast, at den »kan anskues fra forskellige niveauer« (Berlingske, 17. juli) og med en masse ord om, at historien gentager sig, banditter kæmper, blod flyder, og floskler regner ned. At fokusere på skyld og ansvar affejer Mette Bock som »rituelt«. Det gør både israelere og palæstinensere. Og det blokerer for løsninger. Det hele radikaliseres, fundamentalisterne tager over, og de moderate forsvinder, skriver Bock.

Mette Bock anlægger samme strategi som Nørmark ved at ville sidde mellem to stole, ikke tage parti, kritisere »fundamentalister« i begge lejre og hylde de »moderate«.

Det er neutralismens kynisme, hvor man nægter at tage parti, afstår fra at tage stilling til skyld og ansvar, hvormed hver raket er lige berettiget, uanset om den rettes mod civile eller mod militære installationer.

Både Mette Bock og Dennis Nørmark burde gøre sig umage med at sætte sig ind i konflikten og ikke affeje skyld og ansvar. Det gør netop hele forskellen. Og desværre er Nørmarks kronik fyldt med forvirrede fejltagelser og forvrængninger, som i sin tendens er til demokratiet Israels ugunst.

Ved at fastholde deres uvidenhed og neutralitet kommer de i alt for høj grad til at ligne 1930ernes pacifister, der ikke ville bruge våbenmagt mod den hastigt voksende fascisme, og som med George Orwells ord alligevel blev objektivt profascister, fordi de ved at nægte egen vilje til forsvar fremmede modparten. Liberale med radikalismens neutralisme i bagagen vil helst være lidt som Gud selv hævet over denne verdens konflikter, men parat til at klandre andre for at tage parti.

Læs også: Korrespondent: Nu kan alle se, hvorfor Israel angriber

Men når der råbes »død over jøderne«, findes der ingen neutralitet mere. Så bliver neutraliteten til en bekvemmelighed, en lænestolssadisme, som skjuler egen uvilje til at tage stilling. Hamas er en islamisk fundamentalistisk bevægelse, der undertrykker sin egen befolkning og nu ønsker dødstallet op, så regimet kan fremvise døde kroppe for vestlige medier og dermed fremelske sympati. Men der bør ikke være sympati for denne menneskefjendske organisation, hvilket bl.a. Naser Khader og senest socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen klart har formuleret i Berlingske i debatindlægget »Venstrefløjens syn på Israel« (20. juli). Og når Hamas-sympatisører angriber en fredelig, lovlig Israel-demonstration i København, er grænsen nået.

Med sin apatiske og kyniske holdning til det demokratiske Israels kamp for sikre grænser er de intellektuelle og deres venner i samme båd, som de, der under Den Kolde Krig fremstillede USA og Sovjetunionen som to lige onde magter. Israel skal såmænd nok klare sig, fordi landet har USAs støtte, men kynismen varsler dårligt for Danmark.

I en usikker fremtid med fremvoksende autoritære magter som Rusland og Kina og grupper her i landet med radikale islamiske holdninger har vi brug for intellektuelle, der kan skelne mellem demokrati og de mange afskygninger af totalitarisme, der nu myldrer frem. Vi har brug for modige intellektuelle, der tør tage ansvar og kæmpe for det åbne demokratiske samfund og ikke for neutralistiske kynikere.