GRÆKENLAND: Det græske finansministerium udtaler ifølge Reuters, at bankerne i landet forbliver lukkede indtil torsdag.
De græske banker har nu været lukket i to uger, og det fortsætter altså, selvom der mandag blev indgået en aftale mellem Grækenland og de andre lande i eurozonen, der skal forhindre et græsk exit fra eurozonen.
Lige nu kan grækerne maksimum hæve 60 euro om dagen svarende til lidt under 450 kroner i hæveautomaterne, og det ser ud til at fortsætte. Turister er dog ikke underlagt denne begrænsning, og de har desuden flere steder mulighed for at benytte sig af internationale hæveautomater, der er stillet op på de store turistdestinationer som Kreta og Rhodos.
Onsdag er dagen, hvor det græske parlament som følge af den nye aftale skal vedtage en række reformer for at få udbetalt et nyt lån fra de internationale kreditorer.
Aftalen mellem Grækenland og de andre eurolande har allerede fået fagforeninger til at varsle strejker blandt en del af de offentligt ansatte onsdag.
BNB