WASHINGTON: Det er sejrherrens privilegium at fremstille slaget i det mest gunstige lys for dem selv, og portrættere modstanderne som feje kujoner, der gemmer sig bag kvinder og børn. Det gjorde det amerikanske forsvarsministerium også hele dagen i går, da de lod sive ganske få informationer til den amerikanske presse om en af de mest spektakulære aktioner, amerikanske specialstyrker har foretaget, siden de fløj ind i Pakistan og skød og dræbte Al Qaedas leder, Osama Bin Laden i maj 2011.
»Delta Force tvang med en præcisionsskydning terroristerne på tilbagetog væk fra kvinder og børn, og ingen af dem blev dræbt«, sagde kilder i Pentagon til amerikanske medier. Det gjorde til gengæld cirka 30 af terroristerne deriblandt en af Islamisk Stats angivelige topleder med kodenavnet »Abu Sayyaf«.
Omkring 25 specialstyrkesoldater fra den amerikanske hærs eliteenhed Delta Force landede i nattens mulm og mørke i deres Black Hawk helikoptere og V-22 Ospreys uden for et af Islamisk Stats mest befæstede anlæg i den østlige del af Syrien i nærheden af Omar-oliefelterne. Dette hovedkvarter, som rummer terrorgruppens finansielle transaktioner og åbenbart HR-afdelinger er omkranset af en fire til fem kilometer stødpudezone. Ved hjælp af omfattende luftbombardementer forcerede disse styrker dette anlæg, nåede frem til hovedbygningerne og skød og dræbte 30 personer fra Islamisk Stat.
Hvem aktionen var rettet imod står i højeste grad uklart. Officielt siger det amerikanske forsvarsministerium, at man dræbte »Abu Sayyaf« og tog hans hustru med kodenavnet »Umm Sayyaf« til fange. Samtidig befriede soldaterne en 18-årig kvindelig slave fra Yazidi-stammen, som Islamisk Stat har forsøgt at udrydde undtagen de personer, som de kunne bruge som sex-slaver.
Men så stopper informationsstrømmen også. De fleste amerikanske medier undrer sig over, hvem denne »Abu Sayyaf« er, som har været så betydningsfuld, at man har taget en enorm chance ved at sende specialstyrker ind imod et så befæstet området med en risiko for, at det kunne gå grueligt galt.
Selv siger det amerikanske forsvarsministerium, at »Abu Sayyaf«, som på arabisk blot betyder »far til Sayyaf«, var en af de helt centrale skikkelser og styrede olie- og gasindtægterne fra de rige oliefelter og sørgede for, at pengene rullede videre til Islamisk Stat. Samtidig skulle han i stigende grad have været med i planlægningen af Islamisk Stats terrorroperationer. Men er det hele historien?
»Delta Force har åbenbart slået Al Capones bogholder ihjel. Mon ikke han hurtigt kan erstattes«, som The New York Times sarkastisk skrev om aktionen, da heller ikke denne avis kunne trænge længere ned i den rigtige historie om det, der er sket.
Og de fleste spekulerede også i, at det var en helt anden person, man gik efter, for ingen er rigtig klar over, hvem »Abu Sayyaf« i virkeligheden er. Ikke engang de journalister, som har kontakt til Islamisk Stat, har andet end et par gæt på, hvem der er død. Så der kan gemme sig en overrraskelse af de helt store bag aktionen og hvem, de virkelig har dræbt. Eller også er det, de har fået med hjem en hustru til en mindre mellemleder, »Umm Sayyaf«. Hun er nu ført til Irak til afhøring, fordi hun angiveligt stod bag terrorbevægelsens menneskesmuglings-operationer. Og som en sidegevinst de mængder af informationer, som Delta Force fik ved at beslaglægge de computere, de kunne finde.
»Vi har taget en af Islamisk Stat mest markante ledere, og det er et betydeligt slag til Islamisk Stat«, sagde den amerikanske forsvarsminister Ashton B. Carter.
Det eneste, man har fået at vide om »Abu Sayyaf« er, at han med »vilje« er holdt uden for Pentagons informationsstrømme til de amerikanske medier for at beholde ham for sig selv, fordi han er stor på »de indre linjer«. Pentagon ville ikke placere den angiveligt tunesisk fødte terrorist på listen over de mest betydningsfulde IS-medlemmer, fordi angrebet skulle være en total overrraskelse. Den amerikanske efterretningstjenete CIA og forsvarsministeriet har holdt personen under observation længe og har aflyttet telefonsamtaler samt fulgt hans daglige bevægelser gennem satellitbilleder.
»Han var målet«, siger CIA.
Men alle andre er stadig forundrede. Hvis denne aktion, som blev sanktioneret af præsident Barack Obama, var gået galt. var det et knusende slag for USA. Nu er der åbnet for et helt nyt kapitel i kampen mod Islamisk Stat. Også at anvende specielstyrker mod lederne. Og det kan USA hurtigt få brug for, for Islamisk Stat er i offensiven mange steder i Syrien og i Irak. Lige nu uden for byen Ramadi i Irak, som igen er ved at falde i terroristernes hænder. Det vil være et slag for både Irak og for USA, som har investeret så meget i at holde Islamisk Stat væk fra Ramadi.