Der er en særligt ensom melankoli over de største fodboldspillere, en forvarsel om den dag, de ikke skal spille mere. De er de enestående i flokken, som bliver som os andre, når den sidste kamp er spillet. For de fleste oprinder den dag ved de store slutrunder. Fra da af er de kun evige i minderne.
Det var akavet at se en af samtidens største spillere nærme sig sin afsked.
Andres Iniesta gik rundt uden for Barcelonas træningsanlæg fulgt af klubbens kamerahold og lignede en mand, der ikke vidste, hvor han skulle gøre af sig selv. Han var på vej mod slutningen. En spiller kom ham i møde, og han gengældte lettet omfavnelsen og smalltalken, der et øjeblik fjernede fortabtheden, og søgte derefter ly hos sin familie, sin kone og børn, der stod ved bilen på parkeringspladsen. Det var en stor spillers afsked. Som barn på Barcelonas fodboldskole havde han plakater af Michael Laudrup hængende på sit værelse.
