Venstre er klar til at øge grænsekontrollen, hvis magten i løbet af det kommende år skifter fra rød til blå. Hos det tidligere regeringsparti mener man nemlig, at den kontrol, der i dag føres på de danske grænser, er alt for lempelig.
»Noget af det første, den nuværende regering gjorde, da de kom til magten efter valget i 2011, var at fjerne de ekstra midler til grænsekontrollen. Vi mener, at det, de gør nu, er for lidt og for sent,« siger Venstres næstformand, Kristian Jensen (V).
I juli 2012 gjorde EU-domstolen det muligt for sine medlemslande efter en hollandsk model, at standse personer i bil, tog og lufthavne og kontrollere deres identitet, nationalitet og opholdsret.
Men selv om dommen har gjort det muligt for blandt andre Danmark at føre en systematisk grænsekontrol i over to år, har regeringen ikke gjort brug af den. Og det undrer Venstre, der ikke kendte til EU-muligheden for at skærpe grænsekontrollen, før Jyllands Posten tirsdag kunne bringe nyheden.
Kommer de blå til magten efter næste valg, ser det ud til, at skærpelser på området bliver en realitet.
»Der skal sættes flere penge af til grænsekontrol, som skal bruges til at lave nogle større kontroller og nogle målrettede razziaer, når vores folk ved politi- og toldvæsen har en mistanke,« siger Kristian Jensen.
»Man kan se i den periode i 2011, hvor vi havde en styrket grænsekontrol, at der blev fanget mange forskellige ting ved grænsen; narko, våben og andre ulovligheder. Øget tryghed for danskerne er et alvorligt emne for os, og det vil vi tage med ind på regeringskontorerne, hvis vi kommer til magten«.
Det bakker Dansk Folkeparti op om. De er nemlig også klar til at genoptage den grænsekontrol, man havde forhandlet på plads med den blå regering, inden magten i 2011 skiftede hænder.
»Bliver regeringen en anden efter næste valg, bliver en af de første ting, vi tager fat på, at skærpe grænsekontrollen, så der fast kommer til at være toldere ved grænsen, der kan slå til efter god gammeldags toldernæse,« siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup (DF).
Hos Liberal Alliance ser det også ud til, at Venstre og Dansk Folkeparti kan hente støtte til en skærpet grænsekontrol efter næste valg, hvis magten tilfalder dem.
LAs EU-ordfører, Mette Bock (LA), mener nemlig ligesom Kristian Jensen og Peter Skaarup, at regeringen har været alt for milde ved grænserne. Og at en skærpet model som den hollandske, der har betydet, at hollandske myndigheder alene i årets første halvdel har pågrebet 580 ulovlige udlændinge.
»Det er dybt kritisabelt, at regeringen i to år har kendt til en EU-dom, der blåstempler, at Danmark godt må gennemføre en mere systematisk grænsekontrol, uden, at de har gjort noget ved det. Regeringen burde have levet op til deres ansvar og skredet til handlig langt tidligere,« siger Mette Bock til Berlingske Nyhedsbureau.
Hun mener, at man på den måde kunne have opnået mere tryghed og sikkerhed i Danmark, end her er i dag. Netop derfor melder Liberal Alliance sig også klar til at øge politiindsatsen ved færger, tog, på landjorden og i lufthavnen.
»I Liberal Alliance ser vi gerne mere grænsekontrol i form af politiindsats på begge sider af grænsen, i lufthavne og tog, men vi tror ikke på grænsebomme. Grænsebomme er spild af ressourcer og ren symbolpolitik, der generer almindelige mennesker, mens politikontrol derimod er kriminalitetsbekæmpelse,« siger Mette Bock.
Berlingske Nyhedsbureau har forsøgt at få en kommentar fra Rigspolitiet, der dog ikke vil tage stilling til, hvad det havde betydet, hvis de havde brugt den hollandske indgangsvinkel.
I en skriftlig kommentar til nyhedsbureauet forklarer de, at Skat og politi »hele tiden« har været tilstede på grænsen og standset mange biler og personer - også inden for de seneste år.
Hos Socialdemokraterne understreger man også, at der har foregået kontrol ved landets grænser.
»Jeg kan ikke genkende det her billede af, at vi ikke skulle have gjort noget. Vi har lige præcis lavet aktioner, der har sikret, at både kriminelle og folk uden et legitimt ærinde i Danmark er blevet stoppet,« siger Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen (S) til Berlingske Nyhedsbureau.
»Vi har allerede igangsat elektronisk overvågning af vores grænser, men det er jo selvfølgelig afgørende, at der er et system til at fange dem op, man registrerer elektronisk, sådan så man kan fange dem på grænsen. Derfor har vi arbejdet intensivt på at opbygge et samarbejde med tysk politi, og det er nu muligt at patruljere fælles over grænserne.«
