Den danske direktør for filmselskabet Cecchi Gori Pictures, Niels Juul, har forhandlet en aftale på plads med stjerneinstruktøren Michael Mann om en biografisk spillefilm om Italiens legendariske bildesigner Enzo Ferrari, der døde i 1988.
CANNES: Niels Juul er træt, men glad, da han taler med Berlingske få timer efter sin ankomst til filmfestivalen i Cannes. Glæden skyldes, at det omsider er muligt at fortælle om planerne for filmen om Italiens legendariske racerbildesigner Enzo Ferrari. En film som Niels Juul i kraft af sin stilling som direktør for det italienske filmselskab Cecchi Gori Pictures har forhandlet på plads med instruktøren Michael Mann.
»Det bliver en film, der har alt. Vi er i Italien i 1950erne, da landet har verdens bedste og mest sexede bildesign. Der er fart og racerløb, men der er også en stor menneskelig historie om en mand med en status i sit hjemland, der ligger lige under pavens. Og som havde et hemmeligt liv, der mindede om Dr. Jekyll og Mr Hyde,« siger Niels Juul.
Den danske bonderøv
Historien bag filmen og samarbejdet med Michael Mann, der forventes at gå i gang med optagelserne til næste år, begyndte for flere år siden, da Niels Juul kom til det gamle hæderkronede, men insolvente italienske filmselskab Cecchi Gori Pictures, som han blev hyret til at renovere økonomisk.
Han erfarede da, at filmselskabet stadig lå inde med rettighederne til flere interessante historier, heriblandt et færdigt manuskript af Troy Kennedy, der byggede på biljournalisten Brock Yates kæmpeværk om Enzo Ferraris liv og levned.
Niels Juul forsøgte derefter at få hyret Michael Mann til opgaven, men – med danskerens egne ord – var der i første omgang ingen, der gad lytte til den danske »bonderøv« og newcomer i filmbranchen.
Det ændrede sig dog, da det lykkedes Niels Juul at etablere et samarbejde med instruktøren og legenden Martin Scorsese om filmen »Silence«, der var en anden historie, som filmselskabet havde rettighederne til. Filmen, der handler om to jesuitiske præster, som efterforsker en kollegas forsvinden i 1600-tallets Japan, har længe været et ønskeprojekt for Scorsese.
For Niels Juul blev forbindelsen afgørende, da det gjaldt om at fange Michael Manns interesse.
»Jeg skylder sgu Scorsese meget. Han har trykket på knapper for mig. Det hjalp mig givetvis med Michael Mann,« siger Niels Juul.
Indledningsvis ønskede Michael Mann dog at skrive hele manuskriptet om selv og forlangte flere millioner kroner for denne opgave alene. Det medførte nogle særdeles hårde forhandlinger, der en overgang satte filmen i stå. Men da først disse detaljer var på plads, var banen kridtet op til den første storfilm om Ferrari.
Filmselskabet Cecchi Gori Pictures satser på en produktion med et budget på omkring 60-70 millioner dollar, hvilket er usædvanligt meget for en film produceret uden for de store amerikanske studier.
Men selskabet har tidligere haft succes med at producere film med et kunstnerisk indhold i denne budgetkategori, heriblandt Oscar-vinderen »Livet er smukt« og »The Shawshank Redemption«.
Niels Juul peger dog selv på andre risici ved projektet.
»Det er følsomt spørgsmål, at det er en amerikansk instruktør, der skal lave en film om dette italienske ikon. Vi går derfor efter en autenticitet, så selv de mest nøjeregnende bileksperter ikke kan sætte en finger på indholdet,« siger Niels Juul.
Det betyder blandt andet, at der i filmens budget er afsat adskillige millioner dollar til at skaffe sig ret til at bruge autentiske Ferrari-modeller fra 1950erne og 60erne, der skal forsikres for svimlende beløb.
Instruktøren har også sikret sig to amerikanske stjerner til filmen, der forventes at få premiere i 2018, men disse navne kan Niels Juul endnu ikke afsløre.
Enzo Ferrari (1898-1988) indledte sin karriere som racerkører og grundlagde efter en årrække som chef hos Alfa Romeo sin egen bilfabrik. Først udelukkende med produktion af racerbiler, men siden også med luksusbiler til gadekørsel for at tjene penge nok til racerdelen af forretningen.
Med Martin Scorsese på optagelse
I mellemtiden er Scorsese færdig med at optage »Silence« for Cecchi Gori Pictures på Taiwan, og Niels Juul havde blandt andet fornøjelsen af at se instruktøren i action under optagelserne. Samtidig skulle han som executive producer forhindre, at filmens budget kom ud af kontrol på grund af, at man skulle højt op i Taiwans bjerge for at tage nogle enkelte optagelser om.
»Gud forbyde, at man forstyrrer ham under optagelserne, men Marty er et mandfolk og en gentleman. Jeg tror sgu, at vi er venner for livet,« siger Niels Juul.
Del:
Andre læser også
Arkiv
Sexinstruktør i Cannes: »Min film bør kunne ses af tolvårige«
Arkiv
Cannes-festivalen ramt af skoskandale
Arkiv
Selfies forbudt på den røde løber: Salma Hayek undskylder