Det har været manges forventning, at Cannes-festivalens enfant terrible, skandaleinstruktøren Gaspar Noé, skulle skabe raseri og debat under festivalen med sin film »Love«, der indeholder helpornografisk sex med penetration og meget mere.

Forventningen byggede på Gaspar Noé-skandaler med tidligere film som »Irreversible«, der indholder filmhistoriens værste voldtægtsscene, og sin forrige »Into the Void«, der mest af alt er en næsten tre timer lang skildring af et narkotrip.

Men selvom »Love« er skudt i 3D og blandt andet indeholder en scene fra et swingerklub, hvor sæden sprøjter lige i hovedet på publikum, har anmeldelserne mest af alt været forargede over, at filmen er så ensformig og så lidt ambitiøs.

På en pressekonference efter filmens verdenspremiere, afdramatiserede Gaspar Noé selv de grafiske seksuelle scener, da han blev spurgt om det overhovedet var muligt at overskride flere grænser i nutidens film.

»Det er ikke en grænseoverskridende film. og andre instruktører som Pasolini har gjort det her før. Det er en film der skildrer livet, og det har altid undret mig, at man ikke også skildrede den del af kærligheden, der handler om sex. Nogle mennesker er afhængige af penge eller narkotika, men vi er alle vilde med sex,« sagde Gaspar Noé.

»Love« har den unge amerikanske skuespiller Karl Glusman i hovedrollen som en fastboende amerikaner i Paris, der har to højlydte amour fou-affærer kørende med to forskellige kvinder, spillet af debutanterne Aomi Muyock og Klara Kristen. Han får barn med den ene, men længes efter den anden, som er forsvundet. I tilbageblik fortælles om trekløverets udskejelser på diskoteker, swingerklubber og ikke mindst i dobbeltsengen som filmen tilbringer ganske meget tid i, sammen med de tre unge mennesker.

Eneste antydning af bornethed ved pressekonferencen var at de tre ukendte skuespillere blev spurgt, hvad deres forældre mon synes om deres medvirken i filmen. Det fik Karl Glusman til at bemærke, at hans mor ikke var jomfru da han første gang mødte hende, og at hun var meget stolt over, at hendes søn nu er med i en Cannes-film. Karl Glusman indrømmede dog, at han ikke selv var stolt af situationen, da den allerførste optagedag begyndte med at instruktøren optog et nærbillede Glusmans genitalier.

»Jeg tænkte, at det her måske var enden på min meget korte filmkarriere, og fik lyst til at tage første taxa ud til lufthavnen og flyve hjem,« sagde Karl Glusman.

Klara Kristen benyttede lejligheden til at fortælle om sin ungdoms usikkerhed ved sin egen krop indtil hun lærte at sige: »Fuck it! Vi er alle sammen mennesker. Hvorfor skamme sig?«

Gaspar Noé erkendte, at sexscenerne vil gøre det svært at sælge filmen i en række lande,  mente selv, at filmen burde have en aldersgrænse på 12 eller 16 - ikke 18 år.

»Der er jo ikke noget forkert i den. Ikke som jeg opfatter det i hvert fald;« sagde Gaspar Noé.