Den danske regering vil sende F-16-fly på vingerne for at bekæmpe terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS). Ifølge Berlingske Nyhedsbureaus oplysninger skal Danmark bidrage med seks eller syv F-16-fly.
Oplysningen kan hverken be- eller afkræftes i Statsministeriet, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) klokken 12.30 holder pressemøde om netop IS. Ind til i dag har Helle Thorning-Schmidt (S) ikke ville afvise et yderligere dansk bidrag, men hun har til gengæld givet udtryk for, at hun ville afvente en eventuel anmodning fra den internationale koalition.
TV2 erfarer, at de danske kampfly kun skal til Irak - og dermed ikke Syrien.
Udover Danmark har australierne og hollænderne også meddelt, at de stiller med kampfly i den amerikansk ledede koalition mod IS. Den har 26 lande, herunder flere arabiske tilsluttet sig, det samme har FN, EU og Den Arabiske Liga.
Danmark har hidtil bidraget med et transportfly til operationerne i Irak, men torsdag var både den konservative partileder Søren Pape Poulsen og Venstre-formanden Lars Løkke Rasmussen ude og sige, at de gerne ville bidrage med F-16-fly til koalitionen mod IS.
Lars Løkke Rasmussen foreslog et bidrag på samme niveau som i 2011, hvor danske F-16-jagere deltog i den internationale koalition mod Muammar Gaddafis styre i Libyen.
»Vi har tidligere med vores F-16-fly blandt andet i Libyen ydet et bidrag, som bestemt ikke kun har været symbolsk, men som også har haft en egentlig militær værdi. Det vil vi være parate til, hvis den indsats, der nu er under opbygning under amerikansk ledelse, foldes ud,« sagde han til Politiken.
Også Dansk Folkeparti melder sig klar, hvis amerikanerne ønsker dansk hjælp.
På regeringsfløjen beskyldte den radikale forsvarsordfører, Zenia Stampe (R), de borgerlige partier for at komme med en automatreaktion på truslen fra Islamisk Stat.
»Vi er med i koalitionen, fordi vi tror, at det er nødvendigt at sætte militært ind. Men regeringen har også understreget, at vores rolle i koalitionen er at finde den langsigtede løsning, som handler om at bidrage humanitært og politisk,« sagde hun.
»Selv om det kan virke slagkraftigt at sende kampfly af sted, er det også den nemmeste løsning. Det er straks sværere at hjælpe med at lave forhandlinger på tværs af befolkningsgrupper, så folk ikke går til IS, men forbliver loyale over for deres regeringer,« lød det torsdag fra Zenia Stampe.
USA og en række arabiske allierede har tidligere på ugen bombet IS i Syrien, hvor det meldes, at over 100 islamistiske krigere har mistet livet.