Der er ikke bare meget på spil for Nykredit selv forud for den store børsnotering af virksomheden. Også hos de mange investeringsbanker, der kan få en rolle i at notere den store danske finanskoncern, er der travlt i øjeblikket. Især de to ærkerivaler Danske Bank og Nordea udkæmper i øjeblikket en hård kamp.

Men også uden for Norden vækker noteringen af Nykredit stor interesse. Den store amerikanske investeringsbank J.P. Morgan skulle bl.a. have fløjet topchef Jamie Dimon til København for at få J.P. Morgan med i det konsortium, som skal børsnotere Nykredit. Også Nordeas topchef, Casper von Koskull, har angiveligt holdt møder med Nykredits ledelse i denne uge.