»Tænk, at dét her hang på stokkene for bare én måned siden! Jeg bliver mere og mere forundret over miraklet for hvert år,« siger Peter Sisseck, mens vi står i laboratoriet i Quintanilla de Onésimo i Ribera del Duero distriktet to timers kørsel nord for Madrid og smager en næsten sort kaffeduftende nektar i form af en fadprøve på den helt spæde 2016 Pingus. En vin, som engang til foråret, endnu før den er aftappet på flaske, vil blive solgt for omkring 5.000 kr. per flaske og dermed er Spaniens dyreste.
Bagefter går vi over gaden til hotellet Fuente de la Aceña, hvor Sisseck holder høstfest for alle sine medarbejdere, som i dag tæller cirka 40 personer – eksklusive drueplukkerne, som typisk er daglejere.