»Det er ikke en trist historie, det er det virkelig ikke. Det er positivt. Men det har været en svær beslutning at tage.«

Ole Yde sidder på en bænk i Kongens Have og fortæller for første gang andre end sine nærmeste, at han har taget den store beslutning at lukke sit firma i den form, det har nu. For selv om den danske designer udefra set har lignet en succes, han har holdt show i Paris i flere år i træk, han har syet kjoler til både danske og udenlandske prinsesser, og han har haft forhandlere af sine kollektioner i både ind- og udland, har det været tunge år.