Ulrik Juul Christensen fra det danske teknologifirma Area9 er en af de velhavende mennesker, der nok i nogles øjne lever et misundelsesværdigt liv. Han bor med sin familie i et fornemt hus på 760 kvadratmeter i et rigmandsområde med ualmindeligt dyre boliger ved Boston på USAs østkyst. Huset er også amerikansk hovedsæde for hans firma, teknologiselskabet Area9.
Gulddrengen, iværksætteren, fritidsdykkeren, cykelrytteren og bordtennis- og golfspilleren købte i 2014 den mondæne ejendom, der ligger på en 4.000 kvadratmeter grund på Woodland Road i Chestnut Hill ti km vest for centrum af Boston, for mere end 30 mio. kroner. Den administrerende direktør er en af de velhavere, der bor i kvarterets store huse og palæer – og kører rundt i Teslaer, firehjulstrækkere eller andre luksusbiler, når de skal på arbejde eller på weekend. Ulrik Juul Christensen er nabo til NFL-stjernen Tom Brady, der er verdens bedste quarterback, har vundet fem Super Bowls og bor i et hus til 123 mio. kroner.
