Det er normalt Kina og USA, eller rettere Shanghai og Silicon Valley, man drømmer sig til, når talen falder på startup-eventyr i teknologiens verden. Europa har været en sovende kæmpe, men over de senere år, er den ifølge den årlige rapport The State of European Tech 2017 begyndt at røre på sig.

Rapporten er udarbejdet af investorfirmaet Atomico i samarbejde med en række samarbejdspartnere.

”Med den her rapport vil vi gerne kigge nærmere på hvad, der skal til for at bygge et tech-økosystem. Vores mennesker, vores hovedstæder, de fællesskaber, vi bygger, og resten af den bærende infrastruktur. Hvis du kigger på alle disse forskellige indikatorer, så tror vi, at det europæiske tech-økosystem i dag er det sundeste, der nogensinde har været,” siger Tom Wehmeier fra Atomico til IDAs teknologipodcast Techtopia, der møder ham på teknologifestivalen SLUSH i Finland, som er samarbejdspartner på rapporten.

De kolde tal viser, at 38 europæiske virksomheder blev børsnoteret i 2017 mod 17 i USA. Og prognoserne peger mod, at der i 2020 vil investeres 19 milliarder dollars i europæiske teknologivirksomheder. Det er næsten dobbelt så meget, som da første udgave af The State of European Tech udkom i 2015.

”Da vi første gang publicerede denne rapport for 2 år siden, fejrede vi den milepæl, at vi nåede 10 milliarder dollars, så vi er kommet et langt stykke i løbet af kort tid,” siger Tom Wehmeier.