Folkene i det danske spilselskab bag skærmtrolden Hugo har som de første fået lov til at lave mobilspil, som bygger på den kendte tegneseriefigur Tintins mange eventyr.

Hugo Games har indgået aftale med det belgiske forlag Moulinsart om et spil, som bygger på de mange stadig storsælgende tegneseriealbums om den unge reporter Tintin. Aftalen med rettighedshaverne til Tintin lander, samtidig med at Hugo Games, der er børsnoteret i Oslo, gør klar til sin største spillancering til dato. Det drejer sig om fire større spil, som udkommer i løbet af i år.

Direktør: Jeg er pavestolt

»Tintin er et af de største, gamle varemærker - og jeg er selv gammel fan. Vi skal lave et spil, hvor man bevæger sig gennem de forskellige verdener og møder ufordringer, og her har vi som forlæg de fede, gamle bøger, som skaber genkendelsens glæde. Vi har fået frie hænder, men Moulinsart skal naturligvis godkende grafikken. Spillet skal komme på et tidspunkt i 2019. Jeg er da pavestolt over, at vi som lille virksomhed kan få alle disse aftaler hjem,« siger Henrik Nielsen. Han har været administrerende direktør for Hugo Games siden oktober 2017, hvor han byttede plads med spilselskabets stifter, Henrik Kølle, som da trådte ind i bestyrelsen i stedet.

Det lyder meget dyrt at vinde de rettigheder?

»Det gør det - men det er det ikke. Man skal først og fremmest turde spørge og derefter kunne se resultatet for sig. Mange vil gerne udvikle deres egne figurer og flotte effekter. Vi går efter allerede kendte varemærker for at få maskineriet gjort større. Forhandlingerne har varet et halvt år. Vi betaler udviklingsomkostningerne, de kommer med varemærket, og så får vi en del hver, når der er omsætning,« forklarer Henrik Nielsen.

Champions League-storklubber reklamerer for nyt fodboldspil

Samme fremgangsmåde ligger bag fodboldspillet »Kings of Soccer«, som udgives i begyndelsen af 2. kvartal, altså om kort tid.

»Vi har skrevet kontrakt med alle de store Champions League-klubber - FC Barcelona, Real Madrid, Juventus, Liverpool, Paris Saint-Germain, Monaco, Porto m.fl. Når der sælges noget i spillet, deler vi indtægterne. Klubberne har samtidig forpligtet sig til at reklamere for spillet. FC Barcelona har alene 106 millioner fans, Real Madrid 105 millioner, så vi når ud til sammenlagt over 350 millioner fans,« forklarer Henrik Nielsen.

Omkring juni udgives »Doodle Jump 2«, en opfølger til USAs svar på »Angry Birds«, som - trods ni år på bagen - fortsat spilles af henved 7,5 millioner, også på det vigtige, kinesiske spilmarked.

I 2. halvår af i år kommer et spil bygget på streamingtjenesten HBOs successerie »Vikings«, hvor Hugo Games har skrevet kontrakt med filmgiganten MGM og igen deler indtægterne. Endelig sendes sidst på året »Skatelife« bredt ud bygget op over verdens førende skater, Nyjah Huston. Dette spil er mere et nichespil til de dedikerede fans og knap så meget en »indtjeningsmastodont«, som Henrik Nielsen udtrykker det.

Trolden Hugo fortsætter med at husere i baggrunden sammen med sidste års fodboldspil med bl.a. stjernen Cristiano Ronaldo.

Skal ansætte flere spileksperter

Tintin-satsningen betyder, at Hugo Games skal udvide medarbejderstaben fra i dag 36 til 40. De fire ekstra skal have kompetencer fra den særlige spilgenre, som Tintin-spillet bliver. I 2017 købte Hugo Games 50,8 procent af spiludvikleren Fuzzy Frog i den britiske universitetsby Nottingham og har for nylig åbnet kontor i Leamington nær Oxford, så Hugo Games forventer at kunne tiltrække de rigtige medarbejdere til at omsætte i første omgang en lille håndfuld Tintin-albums til mobilspillet, som kommer til både Android- og iOS-telefoner.

Siden vil spillet skulle opgraderes med flere albums, så det konstant udvikler sig.

Henrik Nielsen har arbejdet i store virksomheder som Velux, Dell Computer og Novenco i både ind- og udland og deltog også, da det franskejede mobilselskab Mobilix slog sine folder i Danmark for mange år siden. Han har været med til at opbygge den danske spilsucces Unity Games, hvor han frem til januar 2015 var finansdirektør og arbejdede med planlægning, personale og salg.

Efter at have solgt sine aktier og været på jordomrejse med familien valgte han at investere i en håndfuld virksomheder og sidde med i bestyrelsen. Hugo Games var selskab nummer to, og efter fire måneder spurgte daværende topchef Henrik Kølle ham, om han ville overtage jobbet og dermed håndstyre virksomheden, som havde været truet af konkurs, fordi det kneb med at levere til de lovede tidsfrister.

Gør det ordentligt - eller lad være

Den udfordring tog Henrik Nielsen imod, og i december 2017 rejste Hugo Games 50 millioner kroner i kapital fra en række norske investorer og enkelte danske, heriblandt både Henrik Kølle og Henrik Nielsen.

»Selv om vi har fået bank tidligere, og aktiekursen var faldet, har vi fire spil i pipelinen og 50 millioner kroner på bankbogen. Det var vigtigt at få et kapitalberedskab på plads, så vi kan gøre det rigtige i stedet for at gøre det billigste. Jeg er oplært med, at når man gør noget, skal det gøres ordentligt - ellers skal man lade være med at gøre det. Det meste af mit liv har jeg arbejdet i store virksomheder, ofte med restrukturering. I Hugo Games er det en helt anden måde at leve livet på med positive problemer og ved at kunne skabe noget selv som mindre virksomhed,« forklarer Hugo-direktøren.