Hvis du roder rundt i singlemarkedets evige morads af dårlige dates, så er der en regel, der er mere gylden end alle andre: Find en partner, der kan grine ad sig selv. Selvironi er den måske mest undervurderede dyd af alle, og en mand, der mestrer den disciplin, kan lyse tilværelsen op som en solskinsdag i januar.
Men lige så trættende er modsætningen. Overforfængelighed er en farlig størrelse, ikke mindst den mandlige af slagsen. Den er tilforladelig, endda ønskværdig, når den sikrer jævnlig studsning af overskægget, men når optagetheden af egen fremtoning ligger som et ucharmerende lag af teflon over personligheden, bør alle alarmklokker ringe.
Således også i USA. Mens bekymringerne i øjeblikket står i kø her i Donald Trumps nyvundne nation, er forfængelighed måske det karaktertræk, der tydeligst gennemsyrer hans kommende embede. USAs fremtidige præsident er så optaget af det billede, der tegnes af ham i offentligheden, at det begynder at ligne en trussel mod den ytringsfrihed, der ellers er dybt indlejret i den amerikanske sjæl.
Når skuespilleren Alec Baldwin på fremragende vis parodierer Donald Trump i showet Saturday Night Live, er de fleste, uanset politisk ståsted, enige om, at det er morsomt. I hvert fald indtil der dukker et surt tweet op fra farmand, som skælder ud og beder om ro på bagsædet. Man må forstå, at Alec Baldwin ikke bare er en udygtig satiriker, men også en del af en anti-trumpsk konspiration.
Da Donald Trump i denne uge havde kaldt en række chefer og nyhedsværter fra de amerikanske TV-stationer til samling, havde de fleste en forventning om, at det var for at hele sårene fra valgkampen og tale om fremtiden. I stedet fortæller lækager fra det lukkede møde, at TV-folkene fik læst og påskrevet, hvordan deres dækning af valgkampen havde været alt andet end tilfredsstillende, set fra Trump Tower.
Senest aflyste Trump et møde med chefer og journalister fra avisen New York Times, der har dækket hans valgkamp kritisk og var blandt de mest aktive i afsløringerne af Trumps behandling af kvinder. Der er med andre ord lagt op til helt nye spilleregler for samarbejdet mellem medierne og Det Hvide Hus.
Forfængeligheden er i sig selv en ærgerlig egenskab, der sjældent er meget format over. Når den er et dominerende karaktertræk hos en præsident, er den direkte farlig. Ikke meget tyder på, at præsidentembedet vil få Trump til at løfte sig op over sin egen persona og lade det uundgåelige ske, nemlig at ting vil sagt og skrevet, som han er dybt uenig i. Han stritter imod et af de stærkeste grundvilkår i det demokrati, som har givet ham magten.
I et splittet USA ville det lige nu være umådeligt velgørende med en fælles, national skraldlatter. Men det bliver næppe på Donald Trumps twitterkonto, man finder de gode jokes. Og dem, han måtte have på lager, handler med garanti ikke om ham selv.
Birgitte Borup er journalist, New York.