De nationale meningsmålinger i USA havde Hillary Clinton til at få flest stemmer på landsplan – og det gjorde hun. Gennemsnitligt havde de på valgdagen Clinton til at få ca. 45,5 pct. og Trump ca. 42,2 pct. af stemmerne, en forskel mellem dem på lidt over tre procentpoint. To uger efter valget (hvor brevstemmer fortsat optælles) ligger Clinton til 47,8 pct. og Trump 46,7 pct., en forskel på godt et procentpoint. De nationale målinger undervurderede med andre ord støtten til begge, men især Trump, og valget blev tættere end forudset.
Men for det første var de fleste af forskellene inden for »den statistiske usikkerhed« – altså den margin på typisk plus/minus to-tre procentpoint, man tager som forbehold, når man generaliserer svarene fra det mere eller mindre repræsentative stikprøveudvalg, man har interviewet.
For det andet er fejlskønnet her ikke større end normalt ved amerikanske præsidentvalg og f.eks. på niveau med 2012. Den afgørende forskel ligger i, at disse ikke overraskede med, at vinderen i stemmer ikke er den samme som vinderen af valgmænd. I 2012 undervurderede målingerne f.eks. Obamas andel med præcis samme omfang (2,3 pct.), men han vandt både et flertal af stemmer og valgmænd, og derfor vågnede ingen op til et chok.
Hvad gik galt?
Men hvad så med valgmandsstemmerne? Her viste flertallet af målinger en føring til Clinton i diverse delstater således, at hun lå til at vinde med +300 valgmænd og Trump nede i retning af under 230. Slutresultatet blev næsten omvendt, så hvad gik der galt her?
I en af række af de såkaldte »svingstater« lå Clinton til en meget lille føring, men endte med at tabe snævert – primært Michigan, Wisconsin og Pennsylvania.
Foreløbige analyser tyder på, at det ikke var, fordi Trump fik flere stemmer end andre, nylige republikanere, men fordi Clinton klarede sig dårligere end Obama i 2008 og 2012. Mange meningsmålingsfirmaer »korrigerer« de svar, de får ind, i forhold til vælgerkorpsets forventede sammensætning, og noget tyder på, at man har troet, at der ville være lige så mange unge og minoriteter, der stemte, som i 2008/2012. Læg dertil, at mange lokale meningsmålinger laves mindre grundigt end de nationale.
Men selv hvis en del delstatsmålinger systematisk overvurderede Clintons tilslutning, så hører det med, at forskellene også her generelt var inden for den statistiske usikkerhed og ikke var specielt større end normalt. De tiltede bare næsten generelt den forkerte vej.
Det mindre sandsynlige sker også
Og dermed er vi ved problemets egentlige rod. Meningsmålingerne viste, at det blev tæt – og tættere end længe – og var rimeligt inden for skiven, så længe man holder disses indbyggede usikkerhed klart in mente. Men det gjorde medierne bare ikke.
Mange journalister og kommentatorer talte om procenter, som var det videnskab, ikke håndværk, og som om at en Clinton-føring på nogle procent var det samme som en sejr. Undertegnede forfaldt selv delvis til det, og i hvert fald en håndfuld danske medier fremstillede det som næsten 100 pct. sikkert, at Clinton ville vinde. Det, man glemte at påpege, var, at det mindre sandsynlige også sker, og at hvis Clinton havde 67 pct. sandsynlighed for at vinde, så havde Trump altså godt 33 pct. Det sidste er faktisk ret gode odds – godt ti gange bedre end ved at spille på et nummer i roulette.
Peter Kurrild-Klitgaard er ph.d., professor i statskundskab ved Københavns Universitet.