I sidste uge kom det frem, at knap 3.000 asylansøgere var kommet til Danmark i september måned, og dermed så . Men fra september til oktober er antallet af asylansøgere faldet markant, og nye tal viser nu, at kun 744 personer har søgt om asyl frem til 26. oktober.

Det betyder, at 8.373 asylansøgere skal komme over Danmarks grænser inden årsskiftet, hvis vi skal nå op til de 20.000 ansøgere, regeringen skønner ud fra, og som ligger til grund for justitsministeriets beregninger.

Ifølge Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, er det dog ikke realistisk, at skønnet holder:

»Det virker usandsynligt, at vi når op på de 20.000. I september havde vi et historisk højt niveau med omkring 3.000 ansøgere på en måned, og nu har vi også set et fald. Tror vi så virkelig på, at vi kommer op på over 4.000 de næste måneder? Man kan jo ikke udelukke det, men man fristes til at sige, at nej, det gør vi ikke.«

Tidligere på året forventede regeringen, at der ville komme 7.500 asylansøgere til landet i 2014, men i august gjorde daværende justitsminister Karen Hækkerup (S) det klart, at man på grund af de store flygtningestrømme, vi har set hen over sommeren, måtte opjustere tallet til 10.000.

Halvanden måned senere fordoblede regeringen skønnet og regnede nu med »op mod 20.000« asylansøgere i 2014.

Justitsministeriet oplyser, at der ikke er tale om en prognose, men et skøn, og at man indtil videre ikke har planer om at justere på antallet. Andreas Kamm ville dog ikke blive overrasket, hvis der inden længe kommer et nyt tal på banen.

»Man skal hele tiden følge tallet tæt og komme med nye vurderinger. Og det tror jeg egentlig også, man gør. Jeg ved ikke, om man siger det officielt, men jeg tror, at de, der bliver bedt om at tage et gæt på året, vil sige »ahr, det bliver måske ikke 20.000, det bliver nok mindre«, lyder det fra generalsekretæren.

Når han bruger ordet »gæt« er det med fuldt overlæg. Han understreger, at de 20.000 asylansøgere aldrig har været et sikkert tal, og han ærgrer sig over, at det er blevet opfattet forkert.

»Jeg er ked af, at man har brugt de 20.000 som et faktum i debatten. Man bør kalde det det, det er - nemlig et gæt. Og man er nødt til at gætte, men det er altså vigtigt, at man taler om det som det bedste gæt, man har.«

Efter det er kommet frem, at der i oktober er kommet færre asylansøgere til landet end forventet, er politikerne på Christiansborg begyndt at diskutere, hvad faldet kan skyldes.

Socialdemokraternes udlændingeordfører, Mette Reissmann, har udtalt, at det kan være regeringens bebudede stramninger på asylområdet, der har haft hurtig effekt, men ifølge Andreas Kamm er det meget usikkert, hvad der afgør, hvor mange flygtninge, der søger mod Danmark:

»Vi ved, at flere faktorer kan spille ind. Men hvilken betydning de enkelte parametre har, for hvem og hvornår er meget svært at sige noget om. Vi kan se, at der er sving på kurverne, og så sidder man og stirrer på dem og tænker »gad vide hvorfor de svinger«. Og der er jo grundlæggende ingen,  der ved det.«