Det startede i 2005 med en upassende bemærkning om en TV-værtindes ben. Gretchen Carlson, der dengang var nyansat hos Fox News, valgte i første omgang at ignorere det, da TV-stationens øverste chef, Roger Ailes, bemærkede, at den tidligere Miss America havde smukke ben, og at hun burde optræde i tætsiddende tøj, når hun var on air.
Da Gretchen Carlson, der var værtinde på TV-stationens morgenflagskib, »Fox and Friends« en håndfuld år senere klagede over en mandlig medvært, lød beskeden fra Ailes, at hun var en »mandehader«, og at hun skulle vænne sig til at arbejde sammen med the »the boys«. I løbet af de kommende år blev hendes rolle på stationen gradvist udvisket, inden hun i 2013 blev forflyttet til et andet program.