Det er præcis fem år siden, jeg første gang tog cykelturen. Fra arbejdet, ud af byen, langs indfaldsvejen, forbi motorvejstilkørslen, så til højre gennem den nye bydel, fuld fart ad dårligt oplyste cykelstier, gennem øde villakvarterer og så bare lige ud resten af vejen til jeg næsten ikke kunne komme længere væk. Og så til venstre. Prustende, svedende, med panikken ulmende under vinterjakken og tankerne hvirvlende rundt i hovedet.

Hvordan i alverden var jeg endt herude, kunne jeg nå at fortryde købet, og var det her virkelig det, konen og jeg havde gældsat os for de næste 30 år?