Klummen, som De læser nu, blev skrevet i tirsdags. I mellemtiden vil denne avis have været fyldt med indlæg om terrorisme, om dens årsager og dens grad af perversion.

Derfor vil jeg fokusere på den levende organisme, de fleste af os er indrammet af og ikke kan undslippe: byen som fysisk begrænsning.

For det er i byen, at anslag mod forsamlingsfriheden finder sted, ikke ude i landsbyerne. Sådan har det altid været. Vi har som mennesker aldrig kunnet lade være med at stimle sammen i klynger dér, hvor der lod til at ske noget spændende eller oprørende: Hvad er det? Hvad sker der? Hvad råber folk? Og se, der kommer prokonsulen eller kejseren.

Fra den første sten blev lagt til en arena eller et tempel, har vores instinkt været at føje til, at nærme os, at trænge os på byen, frem for at vige fra den.

Derefter har det altid været i mødet med hinanden, på for lidt plads, at byens fornemste produkt hurtigt viste sig: overraskelsen.

Vi bor ikke i byen kun for at kunne stikke ned på den lokale og møde dem, vi kender, at bede om akkurat den kaffe lige om hjørnet, som vi plejer at få, eller at vælge takeaway fra en vifte af muligheder. Nej, vi støder hele tiden ind i folk, vi troede var flyttet, vi ramler ind i gamle venner eller helt nye bekendtskaber hver eneste dag, og det kan kun lade sig gøre, fordi byens organisme i virkeligheden fra begyndelsen har været overbebyrdet med elementer, der aldrig ville kunne passe sammen i for lang tid ad gangen.

Jo flere skinnende tårne, desto flere muligheder for skinsyge og had til dem, der bor i dem. Det kan ikke undgås. Der er en grund til, at myten om Babelstårnet stadig kaster slagskygge over vores civilisation, som sjældent har indset byens begrænsning, men derimod bliver ved med at udvide. For nylig har Paris indlemmet flere sovebyer uden for den engang så urørlige ring, Le Boulevard Péripherique, der omgiver den, og i København bor voksne børn hos deres forældre, fordi det er umuligt at finde bare en lille etværelses.

Vi har nået byens naturlige grænse, når dens borgere skal mandsopdækkes for at kunne leve et nogenlunde normaltfungerende liv.

I Ecuador besøgte jeg byen Guayaquil, hvor der stod en bevæbnet vagt uden for en hvilken som helst butik, hvad enten den solgte slik eller juveler, det var lige meget.

I Paris og New York er synet af svært bevæbnede militærenheder på banegårde og ved springvand blevet så tilstræbt normalt et syn, at jeg har været ved at vænne mig til det og synge med på det kor, der siger, at »det må vi jo bare vænne os til, for sådan er det jo nu om dage.« Er det?

Kommer der ikke altid en reaktion på, at vi ser bort fra byens begrænsning? For den er jo et hidsigt, ustyrligt, voldeligt eksperiment, ikke en livløs ting, der kan styres fra rådhuset. »Fex urbis, lex orbis,« sagde Sankt Hieronymus: Byens lort er landets lov.

Jeg vil forblive et bysbarn, til jeg dør. Vel vidende at dens fornemmelse af sikkerhed altid var en illusion.