Hvad der kunne have været endt som et forfærdeligt mareridt, fik natten til torsdag en drømmeslutning.

Den bare to-årige dreng Storm fra området Gadevang ved Hillerød havde været forsvundet i syv timer, da han klokken 02.07 blev fundet i en stor skov to kilometer fra sit hjem. Det var hunden Quattro fra en hundepatrulje fra Københavns Vestegns Politi, der snusede sig frem til den sovende dreng, og udover en hel del myggestik var der ikke sket noget med ham.

Syv timer tidligere, ca. klokken 19.15, trillede Storm på sin blå løbecykel væk fra den rolige vej, han bor på. Kort forinden havde et ældre par, der er hans nærmeste naboer, hørt ham græde ude på vejen.

»Han blev jo fundet i fuldt vigør, så han protesterede nok bare over, at han skulle i seng. Og så er han gået sin vej,« siger naboen Else Frisk.

Da hun kort efter at have hørt Storms gråd fik beskeden om, at han var forsvundet, steg hun straks på cyklen for at cykle rundt og lede efter ham. Det gav ikke pote, så hun tog hjem og gav husly og kaffe til hjemmeværnsfolk og frivillige, der holdt til i en kommandocentral foran huset.

»Jeg har selv et barnebarn på den alder, og man kan kun tænke én ting. Og det er rædselsfuldt. Jeg så Storms mor i løbet af aftenen, og hun lignede et spøgelse. Men det ville alle gøre, hvis de var i hendes sted,« siger Else Frisk.

Frivillige koordinerede for politiet

Nordsjællands Politi delte efterlysningen på Facebook klokken 21, og så gik det stærkt.

»Det er takket være de rigtig mange politifolk, Hjemmeværnet, helikoptere, og ikke mindst det kæmpestore opbud af civile mennesker, der involverede sig, at vi fandt ham. De lokale kom ud af deres huse og stod op af deres senge for at hjælpe,« siger vicepolitiinspektør ved Nordsjællands politi, Finn Andersen.

Han fortæller, at mellem 2.000 og 2.500 frivillige hjalp med at finde Storm, og han roser især organisationen Missing People Denmark for deres hjælp i løbet af natten. Kim Arnov, der er indsatschef i den frivillige eftersøgningsorganisation, tog selv turen fra Vordingborg til Hillerød for at hjælpe med at lede efter Storm. Men først ringede han rundt og fik andre i organisationen sendt til Hillerød.

»Vores indsatsleder Janne Bisgaard løb af sted midt i aftensmaden og var den første på pletten til at hjælpe politiet. Klokken 21 var cirka 350 frivillige mødt op for at hjælpe med eftersøgningen. Tre timer senere, ved midnat, var tallet over 1.000,« siger Kim Arnov og fortsætter:

»Det gjaldt om at give politiet så meget arbejdsro som muligt. De skal ikke bruge ressourcer på at finde ud af at håndtere 2.000 mennesker, når vi kan. Vi delte de fremmødte ind i eftersøgningshold. Fortalte dem, hvor de skulle lede, at de skulle holde sig til stierne, og hvad de skulle gøre, hvis de fandt ham,« siger han og fortæller, at begejstringen blandt de mange fremmødte var helt speciel, da Storm blev fundet i live:

»Da nyheden kom, udbrød der en enorm jubel på Rema 1000s parkeringsplads, hvor vi arbejdede fra. 1.500-2.000 mennesker begyndte at råbe, klappe og kramme hinanden. Det mindede nærmest om et stadion efter en stor fodboldkamp.«