Den økonomisk ansvarlige politik fortsætter, og Socialdemokraterne vil fortsat forsøge at gøre tingene bedre i morgen, end de er i dag, hvis partiet genvinder regeringsmagten ved torsdagens valg.
Sådan lyder svaret fra den socialdemokratiske top til SF og Enhedslisten, der mandag har krævet, at vælgerne inden valget får svar på, hvilke reformer Socialdemokraterne vil gennemføre efter en mulig valgsejr.
»Det er jo helt åbenlyst, at hvis vi genvinder regeringsmagten, så holder vi den kurs, vi har lagt. Det indebærer jo, at vi løbende laver ting om i vores samfund, så det fungerer bedre, end det gjorde før. Så skatteborgerne får så meget for deres penge som muligt,« siger finansminister Bjarne Corydon (S) til Berlingske Nyhedsbureau.
{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}
Årsagen til det pludselige krav fra de to venstrefløjspartier, der danner parlamentarisk grundlag for SR-regeringen, skal findes i, at regeringspartierne søndag fremlagde hver sin økonomiske plan frem mod 2025.
Her bebudede de Radikale, at partiet vil arbejde for at hæve pensionsalderen fra 67 til 68 år og sænke skatten på arbejde markant i top og bund. Imens holdt Socialdemokraterne sig fra at nævne konkrete reformer.
Og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) forsikrer da også, at regeringen »ikke har reformer liggende i skuffen«, da hun i sin valgbus et sted på den jyske motorvej bliver spurgt til kravet fra SF og Enhedslisten.
»Men vi skal ikke stå stille. Det Danmark, vi kender, er også et sted, hvor vi kan sætte spørgsmålstegn. Vi skal hele tiden spørge, om vi gør tingene på den bedste måde,« siger statsministeren til TV 2.
Thorning bebuder dog, at Socialdemokraterne vil se på de videregående uddannelser, de gymnasiale uddannelser og integrationen efter valget.
Det er da også især de to reformønsker fra de Radikale, som har skabt uro hos SF og Enhedslisten, og som ifølge SF-formand Pia Olsen Dyhr (SF) kræver et socialdemokratisk svar:
»SF har brug for at vide, om Socialdemokraterne har tænkt sig at ligge under for de Radikale endnu engang med topskattelettelser til de rigeste i vores samfund og lade de, der er allermest udsatte i vores samfund, betale for det,« siger hun.
Men Pia Olsen Dyhr kan være ganske rolig, forsikrer Bjarne Corydon.
»De ting, der er fremlagt af de Radikale i forhold til at lade boligskatten følge ejendomspriserne, at forhøje pensionsalderen og give topskattelettelser, de er jo afvist af ikke bare os, men også de to andre store partier i Folketinget, Venstre og Dansk Folkeparti. Der er jo ikke noget, der minder om flertal for det. Derfor undrer det mig, at de to partier yderst til venstre kan komme i medierne med det budskab. Den sag er jo uddebatteret,« siger finansministeren.
Trods S-toppens affejning af SF og Enhedslistens angreb, kalder Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, det for »bemærkelsesværdigt«.
»Der er ingen tvivl om, at de trykker på det ømmeste sted hos Socialdemokraterne. Reelt er de jo ved at genoplive løftbrudsdiskussionen. Det er en diskussion, som Socialdemokratiets top absolut ikke skal have gang i her få dage før valget,« siger Thomas Larsen.