Verden har fået Donald Trump og mistet Leonard Cohen. Det er selvsagt en kunstig sammenstilling, en tænkt modsætning, men den melder sig ikke desto mindre af sig selv. Det er, som om den bare vil i spil. Og måske med god grund. For holdes Cohen op mod Trump, står han helt tydeligt frem: Den belæste og begavede gentleman, hvis dyder lyser mod Twitter-troldens mørke.

Eller rettere lyste. I datid. Cohens lys er efter 82 år slukket, og han er nu, hvor han i den sidste tid ønskede at være. »I’m ready my Lord«, som han sang på »You Want It Darker«, der skulle blive hans sidste album, og som udkom for bare tre uger siden.

Men selv om Cohen er i mørket, selv om han er blevet datid, er hans sange nutid. Det vil de sikkert blive ved med at være. Så gode er de, og han var på forunderlig vis en fuldt udfoldet sanger fra første øjeblik. Helt bogstaveligt. Debutalbummet »Songs of Leonard Cohen« fra 1967 åbner nemlig med »Suzanne«, som er et fingerspillet mirakel, hvor nylonstrengene, de æteriske korstemmer og hans allerede umiskendeligt cohenske stemme hviler på den smidige, smukt svungne melodi.

»Suzanne« er som alle store sange usårlig. Umulig at ødelægge. Og hvor god den er, ja, det kan mærkes, når andre kunstnere fortolker eller låner fra den. Det komme der oftest smukke stunder ud af, og dét ligegyldigt, om fortolkerne er elendige eller kongeniale som R.E.M, der i »Hope« hilser på »Suzanne«, så storheden er åbenlys for selv den mest tonedøve.

På debut-LPens side 2 sker det samme faktisk igen. »So Long, Marianne« er lige så vidunderlig formfuldendt. Men hvor »Suzanne« beskriver et møde, skildrer »So Long, Marianne« en afsked, og at mærke hele spektret, se tingene fra flere vinkler, var sigende for Cohen, der i hele sit værk var en nuancernes mand og blandt andet derfor indtog en position som kvindekender og -bedårer.

Eller indtager. Igen i nutid. Han ser dem jo stadig i sangene, sådan som han har gjort det op gennem årtierne, hvor det politiske og ikke mindst køndebatterende klima har ændret sig og i dag – i hvert fald i Norden – er ganske giftigt. Men selv nu, nu hvor vreden og kritikken har vendt sig mod den vestlige hvide, privilegerede og magtfulde mand, mod de store hanelefanter, er der aldrig nogen, der har vendt knivene mod Cohen. Han har aldrig været del af den diskussion, selv om han er det hele og med sine mange lydhøre fans øver mere indflydelse end de fleste politikere og meningsdannere.

Forklaringen er måske, at han aldrig har misbrugt sin position. Folk lytter, men han har mig bekendt aldrig gjort eller sagt noget dumt. Tværtimod. Han har kun udtalt sig facetteret, med dybde, resignation og humor, og har samtidig på sin egen stilfærdige, hængeansigtede facon indtaget en bemærkelsesværdig rolle i den klichéredne rocktradition.

Vel har Cohen levet livet til kanten i sine unge år, hvem har ikke det, men han har ikke smadret hotelværelser, og han har i det hele taget bibeholdt skjaldens og poetens sarte indstilling i stedet for at indtage den ret ulidelige rolle som anti-establishment, som rockmusikere har det med at spille, bevidst eller ubevidst, og som fans gerne og småborgerligt lader sig fascinere af.

Som da Bob Dylan på de sociale medier blev hyldet for ikke at kommentere sin Nobelpris og elsket for den »fuck-finger«, dét var til god smag og magt. Cohen ville have takket høfligt. Det er jeg sikker på. Og han ville i øvrigt have været en mere oplagt modtager af den største litterære pris i verden. Modsat Dylan kommer Cohen da også fra litteraturen, og det var digter, han ville være som ung. »Suzanne«, sangen der åbnede det hele, var sigende nok et digt, han først senere omsatte til strenge og stemme. Og der var fra begyndelsen, kvaliteterne til trods, en større interesse for hans sange end for hans lyrik og romaner. Men det er ikke urimeligt at hævde, at han til det sidste vedblev med først og fremmest at være forfatter, og som årene gik og albummene blev flere, kom hans mørkrustne stemme også nærmere og nærmere spoken word. Altså oplæst tekst tilsat musik.

Der er alt for mange store øjeblikke at fremhæve blandt både de tidlige og de senere sangforedrag, så i stedet for overhovedet at forsøge at dække det hele, vil jeg nøjes med at fremhæve de numre, jeg selv holder af, og som samtidig rummer værkets store temaer. Og mest holder nok jeg af »Take This Waltz« fra »I’m Your Man«. Sangen er en afvigelse fra pladens syntetiske sound og byder på strygere og Cohen, som synger så mange linjer, som jeg aldrig har kunnet slippe: »Take this waltz, take this waltz/Take it’s broken waist in your hand«. Eller: »This waltz, this waltz, this waltz, this waltz/With its very own breath of brandy and Death/Dragging its tail in the sea.«

Som i mange af de store øjeblikke melder Jennifer Warnes’ sublime, krystallinske andenstemme sig i omgangen med ordene, der desuden læner sig mod Federico García Lorca. En af Cohens favoritpoeter.

Nej, mest holder jeg nok alligevel af »Everybody Knows« fra samme album, men hvor lydbilledet er anderledes køligt og repræsenterer værkets pessimistiske side. Som her: »Everybody knows the good guys lost/Everybody knows the fight was fixed/The poor stay poor, the rich get rich/That’s how it goes / Everybody knows.«

Samme sortsyn findes på det efterfølgende album, »The Future«, og ikke mindst på titelnummet: »Give me crack and anal sex/Take the only tree that’s left/ and stuff it up the hole/in your culture/Give me back the Berlin wall/give me Stalin and St Paul/I’ve seen the future, brother/it is murder.«

I dag kunne det ligne en profeti. Og derude i Cohens fremtid venter altid, hvor lyst og romantisk det end ser ud, mørket. Som i »Dance Me To The End of Love« fra »Various Positions«, hvor dansen danses, men jo må stoppe en dag: »Dance me to the children who are asking to be born/Dance me through the curtains that our kisses have outworn/Raise a tent of shelter now, though every thread is torn/Dance me to the end of love.«

Kærligheden og erotikken er i stand til at fortrænge bevidstheden om det uundgåelige slutpunkt, døden, for en stund. Og i arbejdet med de tre centrale temaer – kærligheden, erotikken og døden – har Cohen skabt stærke, blivende billeder. Som i »Take This Longing« fra »New Skin for the Old Ceremony«: »Your body like a searchlight/my poverty revealed«.

Så smukt, men hvad betyder det helt præcist? Som al stor kunst rummer Cohens sange og vers en uigennemtrængelig kerne, et afspærret eller åbent felt, der gør, at de kan høres igen og igen og bliver ved med at leve. Også selv om hans rejse fra fingerspil over et mere råt og mere syntetisk udtryk og frem mod mindre iørefaldende arrangementer ikke altid har været lige gode. Ja, nogle gange virker sangene faktisk på trods af musikken. Men præcis som selv den dårligste coverversion – tag bare og lyt til en brøkdel af alle »Hallelujah«-tolkninger – kan intet ødelægge en Cohen-sang. Ikke engang Cohen selv.

Bag det hele står som nævnt døden, kærligheden, erotikken, men også sidstnævntes forudsætning: Skønheden. Den er Cohen, som alle os andre, underlagt. »We are all oppressed by the figures of beauty« som det lyder i »Chelsea Hotel#2«.

Med Cohens død er en smuk og stærk strøm løbet tør. Med ham er endnu én af de store revet væk, ud. Og nye vil aldrig rejse sig i deres sted. Tiden er en anden. Leonard Cohen, David Bowie, John Lennon. De vandt deres stampublikum i en anden tid. Legendernes tid. Dengang var der ikke så mange andre tilbud, ikke millioner af sangere med computere og Pro Tools, men et overskueligt felt af solister og bands. Er du til Beatles eller Rolling Stones? kunne man spørge engang. Den slags spørgsmål kan ikke stilles længere. De giver ikke mening. Udbuddet er for stort, strømmene for mange, og med Cohen og de andre legenders død forvinder de sidste rester af en tidsalder, der rummede 1960erne og 1970erne og allerede fremstår fjern i vores stadigt hastigere accellerende kultur. Der er ikke længere fyrtårne, kun millioner af blinkende lys.

Det er ikke en begrædelse, blot en konstatering. Men Cohens død berører mig mere end de andre legender, der er gået bort de seneste år. Det handler ikke om, hvorvidt han var en større kunstner, kunst er ikke en konkurrence, men om at hans poesi, stemme og væremåde, var – og er – beundringsværdig og angiver, uden på nogen måde at prædike, en måde at være i verden på: At leve sit liv med sans for dets poesi, for verdens skønhed, men samtidig åbne øjnene for menneskers idiotiske og destruktive sider. At tænke og føle og få de to til at spille sammen.

Sådan så jeg ham også de seneste år, hvor han turnede flittigt. Til sidst mærket af alder. Langsom og skrøbelig. Jeg må indrømme, at jeg trods glæden ved at se ham havde svært ved at se ham. Anmeldelserne var overstrømmende, og det var, som om det ikke var de udmærkede koncerter, der blev anmeldt, men hele hans livsværk. Det har da også fortjent seks stjerner. Eller det har det slet ikke. Ingen, slet ikke Cohen, kan reduceres og banaliseres med stjerner. Han var så meget og ofte en form for genspejlsmenneske. Han var en syngende digter, men også en digtende sanger, han var kærlighedens besynger, men også pessimismens skjald, hans var følelsernes fortolker, men også synets mand, han så blomstens skønhed, han så det sidste træ på kloden, han var vores mand, han var vores kvinde, han var meget mere end noget, slet ikke jeg, skråsikkert kan reducere og sammenfatte.

Men ét kan dog siges med sikkerhed: Han var en uforlignelig kunstner, som nu endelig er blevet favnet af den død, han skrev om og til sidst bød velkommen. Og nu har han altså ladt os endnu levende tilbage med alle sangene og ordene. Og med Trump. Så hvad er mere oplagt end at sætte sig og lytte til »The Future«. Der er mure, racisme, dansede hvide mænd og hele nationer som styrker i grus. Cohen nåede at se fremtiden. Nu er den her.