Leonard Cohen er død. Hans nekrolog, alle billederne og de bedste sange kan du læse om og se her på siden, men alligevel skal han også her have et par ord med på den rejse, han nu indleder. For Cohen var et særligt menneske for mig og samtidig en af de kunstnere, jeg beundrer allermest.

Cohen var lyden af efterår og melankoli. Den mørke stemme, det drævende refræn, der som et melodiens glimt fra et fyrtårn blinkede derude i natten mellem bølgernes suk.

Han var lyden af langsomhed og eftertanke. Som han synger i de første linjer på »Slow« fra albummet »Popular Problems«: »I’m slowing down the tune/I never liked it fast/You wanna get there soon/I wanna get there last«.

Aldrig noget hastværk, altid i en form for afklaret balance.

Han var lyden af kærlighed og burlesk lyst. »En »ladies man«, men også så meget mere end det,« som en dansk musiker fredag morgen skrev på de sociale medier.

Men først og fremmest var Leonard Cohen en mand i sync med sin egen følsomhed og sårbarhed. Jeg husker en koncert, som jeg så med ham for nogle år siden ved Rosenborg. En sensommeraften i august. Småkøligt og let bygeregn over København. Men her stod så en mand, der åbnede sit bagkatalog som en magisk boks og blotlagde det ene dårende smukke nummer efter det andet. En sublim musikalsk oplevelse. Men for mig var det store øjeblik under den tre timer lange koncert der, hvor Cohen gik i knæ på scenen foran sit danske publikum, mens han han sang »Bird on The Wire«. At se denne ældre herre leve sig ind i stemningen i sin musik på denne måde, var ekstremt gribende for mig. En sand kunstner, der dybt inde i sit livs efterår stadig blev drevet frem af passionen og lidenskaben.

Det vil være en kliché for mig at sige, at jeg savner en lignende lidenskab blandt nutidens unge kunstnere i dag. Der er masser af lidenskab, men evnen til på samme måde som Cohen at blotte sit inderste – i sine tekster og i sin performance – ser jeg desværre alt for sjældent. Der er bare alt for lidt rum til at være følsom og sårbar på samme måde i dag. Det bliver alt for hurtigt taget som et tegn på svaghed, hvilket er vrøvl.

Det er det stik modsatte.

Så med en opfordring til nye generationer om at bringe Cohens ånd videre er der herfra kun tilbage at ønske videre god færd til denne rockmusikkens professor emeritus. Zen-mesteren. Montreals digter. Universets største livsnyder. Den altid ulasteligt klædte levemand, Leonard Cohen.

So long, my man.