Opkøb har længe været på agendaen for velpolstrede Scandinavian Tobacco Group (STG) i Søborg, der kæmper for at vokse i et marked, der falder år efter år. Men det har vist sig mere end vanskeligt at finde cigarselskaber, der var til at købe.

Nu får STG dog et lille gennembrud i Belgien, hvor selskabet overtager det over 140 år gamle cigarfirma Verellen, der sidste år omsatte for 33 mio. euro (knap 250 mio. kr.) og tjente 4 mio. euro på driften (30 mio. kr.).

Prisen ønsker parterne ikke at oplyse.

Opkøbet sker i et skæbneår for STG, hvor der er omrokeringer på vej i ejerkredsen, hvor de danske tobaksfonde Augustinus og C.W. Obel tilsammen sidder på 51 procent at selskabet og børsnoterede Swedish Match ejer 49 procent. Til oktober udløber aktionæroverenskomsten mellem parterne, som så skal finde en ny model eller forlænge den eksisterende.

Verellen har i fem generationer været ejet og drevet af familien Verellen, senest de to brødre Erik og Frank Verellen. STG er verdens største cigarproducent og overtager med købet bl.a. mærkerne Gold, Alternativos Natural og Paradise.

Verellen producerer årligt 185 mio. cigarer og har stærke markedspositioner på hjemmebanen i Belgien samt i Luxembourg og Frankrig og sælger bl.a. også til USA.

»Verellen giver os en god mulighed i europæiske nøglemarkeder. Selskabet har gode produkter og stærke brands og er kendt for stabilt salg og cashflow. STG er nummer 1 i Belgien, Luxembourg og Frankrig og med købet øger vi vores dominans i markedet, hvor cigarforbruget er højt,« udtaler Anders Colding Friis i forbindelse med en meddelelse om købet.