Det er svært at sælge en virksomhed, der er rygende politisk ukorrekt, opererer i et konstant faldende marked og i øvrigt står uden topchef.

Det må storbanken J.P. Morgan erkende. J.P. Morgan er hyret til at sælge en stor aktiepost i dansk-kontrollerede Scandinavian Tobacco Group, STG, der er verdens største producent af cigarer og har hovedsæde i Søborg.

I dag er der budfrist i salgsprocessen, erfarer Berlingske. Processen er drevet frem af svenske Swedish Match, der meget gerne vil sælge sine 49 procent af STG. Swedish Match vil gerne fokusere på sin snusforretning og af med cigarerne.

Som tidligere beskrevet af Berlingske Business har J.P. Morgan arbejdet på at få bud på hele STG for at se, om de de danske ejere, de to gamle tobaksfonde C.W. Obel og Augustinusfonden, også skulle være interesseret i at sælge deres i alt 51 procent af aktierne. Rationalet skulle være, at det vil være lettere at finde købere til det hele, så en ny ejer får kontrollen med selskabet.

J.P. Morgan har i de forgangne måneder stemt dørklokker især i Londons finansdistrikt for at finde interesserede kapitalfonde, der har mod på at købe en cigarproducent, der vurderes at have en samlet værdi på godt 10 milliarder kroner.

Flere har vist interesse. Ifølge Berlingskes oplysninger skulle store kapitalfonde som CVC, BC Partners, Rhone Capital og Pamplona alle have brugt en del tid på at regne på prisen og sætte sig ind i det vanskelige marked for cigarer, der skrumper år for år. Til gengæld er der et stærkt cashflow og høj indtjening.

Noget overraskende har også den store nordiske kapitalfond Nordic Capital udvist interesse for cigarfirmaet, ifølge Berlingskes oplysninger.

Men her tæt på deadline, hvor de interesserede købere skal aflevere bud, har flere tilsyneladende fået kolde fødder. Ifølge Berlingskes oplysninger er det således yderst tvivlsomt, om CVC, BC Partners eller Nordic vil byde.

Rhone og Pamplona er tilsyneladende stadig i tænkeboks. Men ifølge Berlingskes kilder kan  salgsarbejdet ende med, at der  slet ikke kommer nogen bud på STG ind i mailboksen hos J.P. Morgan.

»Det er et meget sandsynligt scenarie, at der slet ikke kommer nogen bud og der slet ikke kommer en handel nu. Det vil være et nederlag for Swedish Match, som meget gerne vil sælge deres andel af STG,« siger en kilde med nært kendskab til processen.

Oprindeligt var det planen, at STG skulle børsnoteres, så Swedish Match på den måde kunne komme af med sine aktier. En børsnotering ville samtidig gøre det muligt for C.W. Obel og Augustinus at beholde deres aktier. Især velhavende Augustinus er meget begejstret for tobakken, som fondens formue stammer fra.

Men STG-topchef Anders Colding Friis' skifte til Pandora, som blev annonceret tidligere i år, satte en kæp i hjulet på børsdrømmene. For STG havde ikke en afløser klar, og ingen aktieinvestorer vil købe aktier i et selskab uden topchef.

Derfor kan det ende med at Swedish Match stik imod egne ønsker må beholde den store aktiepost i STG i yderligere et par år før en ny børsproces kan forsøges.