Det erfarer Berlingske.

Dermed er hendes forsøg på at vende tilbage til dansk politik i 11. time blevet blokeret. I forbindelse med opstillingsmødet på Østerbro i København i onsdags blev der gjort indsigelser, fordi kredsen ikke fik indkaldt medlemmerne.

Nu har de Konservatives hovedkvarter i Nyhavn gennemgået forløbet og nået frem til, at kredsen ikke har fulgt de interne spilleregler.

Mogens Lønborg, der er medlem af borgerrepræsentationen for de Konservative og stiller op til Folketinget i den københavnske storkreds, har tidligere sagt til medierne, at han var forarget over ikke at være blevet indkaldt til generalforsamling om Pia Christmas-Møllers kandidatur. 

- Der er ingen tvivl om at nøglepersonen rigtig rigtig gerne ville have opstillet Pia Christmas. Men man bliver nødt til at tage udgangspunkt i det gode i folk, så jeg håber da, det bare var en en fodfejl uden bagtanker, siger han.

Mogens Lønborg er derfor også tilfreds med, at kredsen har besluttet at trække hendes kandidatur tilbage.

-Man er nødt til at følge de demokratiske spilleregler, siger han.

Rasmus Jarlov (K), som også opstiller i Københavns Storkreds, udtaler, at det er ærgerligt, at Pia Christmas-Møller ikke kan stille op alligevel.

- Det, synes jeg, er rigtig ærgerligt for hende og for partiet. Jeg så det som en styrkelse af vores kandidathold, at hun stillede op, siger Rasmus Jarlov (K).

Det Konservative Folkepartis vedtægter tillader kun, at kandidater opstiller for partiet, efter de er blevet valgt på en generalforsamling. Pia Christmas-Møller var blevet valgt som kandidat af kredsbestyrelsen, og partiets vedtægtsudvalg har nu altså fastslået, at hendes kandidatur for Konservative er ugyldigt.