Det kan godt være, at den berømte tyske filminstruktør Wim Wenders har sat et politisk fingeraftryk på sin portrætfilm om Pave Frans, men filmen er både bestilt og godkendt af Vatikanet og fremstiller paven som en kompromisløs modstander af jagten på rigdom.

Filmen, der følger Pave Frans (i sit tidligere liv som den argentinske biskop Jorge Mario Bergoglio) på rundrejser til de fattigste dele af Afrika og Sydamerika samt agerer ærbødig mikrofonholder for hans monologer, formidler flere pavelige buller mod verdens velstand.

En af filmens første scener viser således paven, der selv bor i en beskeden lejlighed i Rom, tordne mod en forsamling af kardinaler, alle klædt deres embeders opulente gevandter.

»Jeg ønsker en fattig kirke. Uden fattigdom er kirken som en NGO for kultur og historie, ikke en bolig for Jesus. Hvor velstanden findes, findes Jesus ikke,« siger Pave Frans, mens kardinalerne synes at krympe sig. I en anden scene, hvor han taler til en forsamling af fattige bolivianske landarbejdere, synes paven næsten at bruge en Fidel Castro-agtig retorik.

»Arbejdsløsheden er vor tids største tragedie. Vi har brug for forandring,« lyder det til arbejderne, der efter talen løber efter pavens bortkørende bil i en begejstret tusindtallig skare.

For publikummer, der ikke er bekendt med pavens tilhørsforhold til sin navnehelgen, grundlæggeren af Franciskanerordenen, Frans af Assisi, fremstår paven som en fanatisk økosocialist. Det råder filmen dog også bod på ved at lave en utvetydig parallel mellem Pave Frans og Frans af Assisi, der opfordrede til fattigdom. I en parallel fortælling følger man den middelalderlige rigmandssøn, der gav afkald på rigdommen for at adlyde et kald fra Gud om at genopbygge kirken på Jorden.

Wim Wenders film giver ikke meget information om pavens personlige liv og overvejelser om at påtage sig paveembedet, da det tydeligvis har været ønsket fra instruktørens arbejdsgiver, at filmen skulle handle om budskabet, ikke budbringeren. Det italesættes dog indirekte, da et skolebarn spørger ham, hvorfor han ville være pave.

»En person, der gerne vil være pave, er ikke en person, der oprigtigt er glad for sig selv. Derfor ville jeg aldrig være pave,« siger Pave Frans, der dog også fremstår som en meget sympatisk og velovervejet person.

Filmen går hurtigere over de noget mere kontroversielle sider af den katolske kirke. Det være sig Pave Frans’ nej til sit hjemlands lovliggørelse af homoseksuelle ægteskaber eller hans undskyldning for kirkens beskyttelse af pædofile præster. I nogle af pavens taler udlægger han Bibelen på måder, der godt kunne få en kristen fundamentalist til at korse sig, idet paven bruger begreber som evolution, og hylder videnskabens tørst efter viden.

»Bibelens fortælling om Jordens skabelse er en mytologisk fortælling. Menneskene blev sat på Jorden og bedt om at videreføre Guds værk, og skabelsen fortsatte evolutionært som videnskab, kunst og kultur. Men den person, der i dag tror, at han er herre over denne evolution, og som vil imitere Gud, han risikerer at bringe Jorden til destruktion,« siger paven i en tale i filmen.

Wim Wenders film »Pope Francis – A Man of His Word« blev vist uden for konkurrencen ved filmfestivalen i Cannes, der slutter på lørdag med overrækkelsen af Guldpalmen.