Homoseksuelle mænd har ikke noget at gøre som præster i den katolske kirke. Og de præster, der må have homoseksuelle tendenser, skal enten leve i cølibat eller forlade kirken omgående.

Sådan skriver pave Frans i en ny bog, som forventes at udkomme i løbet af ugen. Det skriver BBC. Frans bliver ellers ofte beskrevet som en progressiv pave, men homoseksualitet i den katolske kirke er »bekymrende«, siger Paven i et interview i forbindelse med bogen.

»I vores samfund lader det til, at homoseksualitet er blevet fashionabelt. Og den mentalitet påvirker også kirken i nogen grad,« siger pave Frans i interviewet.

Han opfordrer kirken til at sikre sig, at alle nye præster er »menneskeligt og følelsesmæssigt modne«, inden de bliver ansat i den katolske kirke. Tidligere på året har pave Frans opfordret alle de italienske biskopper til at holde særligt øje med, om ansøgerne kunne være homoseksuelle.

»Hvis I er i tvivl, er det bedre ikke at lukke dem ind,« lød det ifølge Reuters.

I den nye bog med titlen »Kaldets styrke« beskriver Paven, hvordan har for nylig har talt med en præst, der mente, at det ikke var så alvorligt et problem, hvis den katolske kirke også havde plads til homoseksuelle i gejstligheden. Men her tager præsten fejl, mener pave Frans, der har været den katolske kirkes overhoved siden 2013.

Han opfordrer alle homoseksuelle præster til enten at leve i cølibat for »at undgå skandaler« eller helt at forlade hvervet.

»Det er bedre, at de forlader kirken og det hellige liv, end at de forsøger at leve et dobbeltliv,« sagde pave Frans ifølge nyhedsbureauet AP og tilføjede, at det også gælder nonner.

Det vakte ellers en del opsigt i 2013, da pave Frans sagde, at homoseksuelle naturligvis var velkomne i kirken på lige fod med heteroseksuelle.

»Hvis en person er homoseksuel og søger Gud, hvordan har jeg så ret til at dømme dem?« lød det dengang fra Paven.

I det seneste interview siger han igen, at homoseksuelle sagtens kan være katolikker og dukke op til gudstjenester.