Tonsvis af brød, frugt og kød ryger hver dag i butikkernes affaldscontainere i stedet for kundernes indkøbskurve. Det dokumenterer en ny undersøgelse fra Miljøministeriet, der har kortlagt madspildet i servicesektoren.
Undersøgelsen viser, at danske købmænd og supermarkeder hvert år smider mere end 150.000 ton mad ud. Det svarer til, at der hver eneste dag bliver kørt over 3.000 indkøbsvogne fyldt med mad direkte på lossepladsen.
Dermed står detailhandelen for godt 70 procent af madspildet i hele servicesektoren - mere end engroshandel, hoteller, restauranter, institutioner og kantiner tilsammen.
Det store madspild får miljøminister Kirsten Brosbøl (S) til at forlange handling fra detailhandlens side.
»Det er grotesk, at butikkerne smider så meget mad i skraldespanden. Hvert år bliver der smidt mad ud, der samlet kunne fylde 1,2 millioner indkøbsvogne. Heldigvis er mange butikker selv begyndt at sætte fokus på problemet. Men der er stadig lang vej endnu, og jeg vil gerne opfordre detailhandlen til for alvor komme i gang med at forebygge madspild,« siger ministeren.
Hun vil sætte fokus på madspild i en ny strategi for affaldsforebyggelse, der kommer i løbet af efteråret.
»Madspildet skyldes ikke kun mange regler eller kræsne forbrugere. Nu giver vi butikkerne helt konkrete råd til, hvordan de kan reducere spildet. For eksempel kan man passe særligt godt på skrøbelige varer som frugt og grønt, og man kan nedsætte prisen på varer, der nærmer sig udløbsdatoen, som nogle supermarkeder allerede gør,« siger Kirsten Brosbøl.
Administrerende direktør for De Samvirkende Købmænd John Wagner har ikke læst rapporten fra Miljøministeriet og ønsker derfor ikke at kommentere den, men om madspild generelt fortæller han, at det er noget, butikkerne i høj grad forsøger at dæmme op for.
»Tag for eksempel Rema1000, der er holdt op med at sælge varer i mængdetilbud, så singler kan købe præcis det, de har brug for. Samtidig har vi adskillige kæder, der sælger varer, der nærmer sig sidste salgsdato, til stærkt nedsat pris,« påpeger han.
John Wagner understreger, at detailhandlen på ingen måde har interesse i madspild.
»Madspild er jo for os svind og dermed tabt indtjening. Så hvis der er nogen, der er interesseret i at nedbringe madspild, så er det os,« siger han.