Der dufter sødt af modne bananer i den kolde lagerhal i det københavnske nordvestkvarter, hvor frivillige læsser varer af og på biler. 480.000 frys-selv-is er ankommet ikke længe forinden og er den klareste manifestation i rummet af, at organisationen FødevareBanken arbejder forskudt af sæsonen.
Hver dag kasserer supermarkeder og fødevareproducenter tonsvis af varer, som er tæt på udløbsdatoen er tæt på, har emballage med fejl eller småskader, eller som bare er blevet bestilt i for stort et antal. Så kan foreningen FødevareBanken hente varerne, og i dag er Ole Østergaard kommet. Han er med sine 78 år er FødevareBankens ældste frivillige.
»Det her er det bedste job, jeg nogensinde har haft. Vi håndterer 650 ton mad i år, det svarer til over en million måltider. Se her, de fejler jo ingenting,« siger Ole Østergaard og peger på paller med pasta, der kun har en lille uges levetid tilbage ifølge udløbsdatoen, og derfor udskifter butikkerne dem med friskere pakker, forklarer han.
Virksomheder som Irma, Arla og Kellogg’s ville sende store mængder fødevarer til destruktion, hvis FødevareBanken ikke fik dem. Den frivilligt baserede forening, der er syv år gammel, henter overskudsmad hos fødevareproducenter, landbrug og grossister og fordeler dem blandt væresteder som f.eks. Reden og Mændenes Hjem, der hjælper hjemløse og socialt udsatte.
Netop Reden er dagens første sted, der skal modtage mad. Men inden skal vi et smut forbi Irma.dks lager i Vallensbæk og fylde bilen med butikkens kasserede varer.
På Irma.dks lager sorterer og pakker Ole Østergaard dagens udvalg af overskudsvarer: 74 bakker økologiske æg, der udløber 29. december, italiensk pålæg i massevis og kasser med piskefløde.
Ole Østergaards faste makker, 68-årige Poul-Erik Jørgensen, har 25 års erfaring som frugtavler. Derfor er det ham, der med rutineret hånd sorterer den grønne høst. Hindbær, øko-agurker og kurve med klementiner pakkes i fem kasser, så hvert af de fem steder på dagens rute får en god blanding af lækkerierne. De to mænd kører sammen to gange om ugen, men året rundt afhenter og afleverer FødevareBankens 150 frivillige kasseret mad i København og Aarhus.
Med varerne læsset ind i bilen sættes kursen mod Reden på Vesterbro, et være- og rådgivningssted for kvinder i misbrug og prostitution.
»Eeeeej, hvor er det dejligt at se jer!« lyder det med eftertryk fra Redens madmor, Pia Tews Petersen, inden hun omfavner de to mænd, da de stiger ud af varevognen.
Som juleaften to gange hver uge
Poul-Erik Jørgensen skyder varebilens sidedør op og viser dagens udvalg, som er det en købmandsbutik, han driver:
»Vi har æg, fløde, risalamande. Se lige det her, er det ikke noget flot kød?« anpriser Poul-Erik Jørgensen og læser højt: »Økologiske oksekødsstrimler,« idet han stabler otte pakker på den kasse te, Pia Tews Petersen netop har fået i favnen.
»Det føles som om, at jeg har julemanden på besøg to gange om ugen, når I kommer. Jeg ved aldrig, hvad jeg får, og det er altid så spændende, når I slår dørene op,« griner hun.
Varerne fra FødevareBanken dækker 80 procent af Redens forbrug. Hvert modtagelsessted betaler et årligt gebyr på 10.000 kr. for at modtage mad én gang om ugen, hvilket udelukkende går til administrative omkostninger i FødevareBanken. Reden får to leverancer om ugen og betaler derfor 20.000 kr. om året – men sparer alligevel mange penge:
»Jeg ville aldrig have budget til at købe de her varer. Og tænk engang, at alt det her mad ellers skulle smides ud,« smiler Pia Tews Petersen – mens hun vinker farvel til Poul-Erik Jørgensen og Ole Østergaard.