Så gik den ikke længere for Theresa May. En stribe af politiske dramaer og flere på vej de kommende dage har udstillet den britiske premierministers Brexit-slingrekurs med »ingen-beslutninger-og-lidt-til-begge-sider«, og nu kan hun ikke længere holde balancen samtidig med at lurepasse, lyder det fra både EU-kritiske og EU-positive partifæller.

Hidtil har May holdt dem i ave ved at spille dem ud mod hinanden og advaret om, at alternativet til hendes lederskab er kaos – og muligvis med Labour-lederen Jeremy Corbyn ved magten.