Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har rejst USA tyndt den seneste uge og holdt møder med ledende amerikanske politikere, danske virksomheder og centrale embedsmænd.

Et af formålene har været at vejre stemningen og få et indblik i, hvor den amerikanske handels- og erhvervspolitik er på vej hen, efter at erhvervsmanden, Donald Trump, overtog Det Hvide Hus som USAs 45. præsident i januar i år.

USA er i dag det tredje vigtigste eksportsmarked for Danmark. Men hvis danske virksomheder havde håbet på beroligende meldinger fra Erhvervsministeren, tager de fejl.

Brian Mikkelsen vender mere bekymret hjem, end han tog afsted.

»Jeg er blevet bekymret efter at have været herovre i en uge, hvor jeg blandt andet har mødtes med en række topmedlemmer fra Kongressen. Når jeg oplever den usikkerhed der er i begge lejre, og når ledende politikere fra begge sider af Kongressen ikke ved, hvad der skal ske, så bliver jeg virkelig bekymret,« siger Brian Mikkelsen.

Ifølge Brian Mikkelsen er det store, uafklarede spørgsmål set med erhvervslivets briller, om Donald Trump og hans støtter gør alvor af at indføre importtold på udenlandske varer.

Republikanere i det amerikanske Senat har fremsat et forslag om at indføre en såkaldt »border adjustment tax«, men det er uklart om Donald Trump støtter et sådant forslag og i givet fald i hvilken form.

Selvom Donald Trump i sin første tale til Kongressen 28. februar i år erklærede sig som tilhænger af frihandel, tilføjede han også, at frihandel skal være »fair handel«, og henviste til, at mange lande opkræver told, når amerikanske produkter bliver eksporteret, mens »når udenlandske virksomheder sender deres produkter til USA, så opkræver vi næsten ingenting af dem,« sagde Donald Trump i sin tale, hvor han også opfordrede til »ændringer« uden dog at specificere, hvad han mere præcist mente.

Uklarheden i den amerikanske politik er et problem, mener Brian Mikkelsen.

»Protektionisme er bare ikke den rigtige retning af gå. Det vil ramme et lille land som Danmark med kun godt fem mio. indbyggere hårdt, men det vil også ramme amerikanske virksomheder og job, og det ved mange amerikanske politikere godt,« siger Brian Mikkelsen..

»I Danmark er vi endnu mere skrøbelige, og USA er et af vores vigtigste eksportmarkeder. Så det vil være alvorligt, hvis USA indfører en toldmur. Vi er dybt afhængige af frihandel og eksport, og det må vi kæmpe for. Derfor vil vi i regeringen følge udviklingen meget tæt, og vi vil forsøge at bidrage til at få USA til at forstå, at en »border adjustment tax« også vil koste amerikanske arbejdspladser,« siger Brian Mikkelsen.

Øget importtold fra amerikansk side vil nemlig føre til en handelskrig med Europa, slår Brian Mikkelsen fast.

Ifølge den danske erhvervsminister vil en øget importtold fra amerikansk side nemlig være et klokkeklart brud på aftalerne i verdenshandelsorganisationen, WTO, og derfor bliver det svært at undgå den helt åbenlyse konsekvens, hvis Donald Trump indfører den højere told, nemlig at Europa må svare igen ved også at hæve importtolden, og så ruller handelskrigen.

»Europa vil være nødt til at svare igen. Det er hele tiden et tema, når jeg taler med mine europæiske kolleger. Starter USA med at sådanne protektionistiske træk, må Europa reagere, og så kommer det til en handelskrig,« siger Brian Mikkelsen.

Han lægger sig dermed på linje med den svenske handelsminister Ann Linde (S), der i sidste uge over for Dagens Nyheter slog fast, at EU må handle, hvis USA ser stort på WTOs regler.

Det skete blandt andet efter, at blandt andre nyhedsbureauet Bloomberg har skrevet om, at Trumps administration forsøger at finde måder at omgå WTO-aftalerne på, og i stedet satse på bilaterale frihandelsaftaler.

Trods bekymringen og de skarpe udmeldinger, siger Brian Mikkelsen, at han indtil videre vil forsøge at slå koldt vand i blodet.

»Der er jo ikke truffet en beslutningen om »border adjustment tax« endnu. Derfor er opfordringen til Det Hvide Hus, at man ikke kommer med for kække økonomiske udmeldinger. Det er usikkerheden, der lige nu er det største problem. Hvad er det, der kommer ud af Det Hvide Hus? Når selv ikke ledende Kongres-medlemmer ved det, er det et problem,« siger Erhvervsministeren og tilføjer:

»Men vi må prøve at slå koldt vand i blodet. Der er også mere positive tegn, f.eks. at Donald Trump over for Kongressen slog fast, at han støtter frihandel. Men på den anden side har folk, der er i mod frihandel, fået mere vind i sejlende, både med valget af Trump i USA og i resten af verden, som vi bl.a. har set med Brexit«.