BUENOS AIRES: Ingen gummibåde, ingen hegn der skal forceres, ingen motorvejsvandringer.
Siden september 2013 har syriske flygtninge kunnet søge humanitære visa via Brasiliens ambassader i Tyrkiet, Libanon og Jordan. Det har i alt 7.819 syrere hidtil gjort med succes. Og af dem er de 2.097 rejst over Atlanten, hvor de efterfølgende har opnået asyl i Sydamerikas største land.
Med et visum i hånden kan syriske flygtninge, der har råd til det, ifølge asylretsprofessor ved Aarhus Universitet Jens Vedsted-Hansen, frit rejse til Brasilien.
»I princippet betyder et visum jo, at indehaveren opfylder kravene til rejsedokumenter og dermed kan rejse dertil,« siger Jens Vedsted-Hansen.
Den brasilianske ordning udløb egentlig 24. september – altså i går – men generalsekretær i det brasilianske justitsministerium, Beto Vasconcelos, har i denne uge meddelt, at ordningen fortsætter frem til september 2017.
Det relativt lave tal, der ønsker at komme til Brasilien, skyldes dog ikke kun afstanden, mener Oliver Stuenkel, der er professor i internationale relationer ved Getulio Vargas instituttet i Sao Paulo i Brasilien.
Han peger på flygtningenes manglende kendskab til Brasilien, og at de syrere, der allerede er i landet, ikke har megen kontakt til Syrien.
»Der er ikke noget støttenetværk. Det er ved at blive mobiliseret, men det går langsomt. Historien viser os, at hvis en stor befolkningsgruppe allerede er til stede, så kommer der tilsvarende flere fra samme nationalitet. Så når de 2.000 bliver til 10.000 eller 20.000, så kommer der til at ske noget,« forklarer Oliver Stuenkel.
Et eksempel til efterlevelse
Migrationschef i FN Peter Sutherland roser Brasiliens ordning.
»Flygtningeproblemet skal løses globalt. Det skal ikke kun være Europa der deltager i løsningen,« siger han til Berlingske fra sit kontor i London.
Og repræsentant for FNs Flygtningehøjkommissariat, UNCHR, Andrés Ramirez, roser da også Brasilien for at have »…opretholdt en åben dør-politik for syriske flygtninge. Antallet (af syriske flygtninge, red.) er stadig lavt, delvis på grund af geografien, men det er uden tvivl et eksempel, andre lande burde følge,« siger Ramirez.
Her hentyder Ramirez muligvis til USA. 1.243 syriske flygtninge har fået asyl i USA, siden konflikten brød ud i Syrien i 2011. Et tal præsident Barack Obama ikke lader til at være tilfreds med. Talsmand for Det Hvide Hus Josh Earnest udtalte forrige uge, at USA vil tage imod mindst 10.000 syriske flygtninge til næste år. Og det løfte kan have inspireret landene syd for De Forenede Stater. I hvert fald har adskillige latinamerikanske ledere den seneste tid lovet at modtage syriske flygtninge. Med undtagelse af Brasilien, er det indtil videre blevet ved snakken.
Eksempelvis har kabinetschefen i Argentina tidligere udtalt, at »det er en simpel handling at tage imod syriske flygtninge«. Helt så simpelt lader det dog ikke til at være: Kun 233 syriske flygtninge har i perioden 2011-2015 fået asyl i Argentina, mens tallet for Uruguay er 42.
Chiles udenrigsminister Heraldo Muñoz har lovet, at landet vil tage imod 100 syriske familier, men løfterne mangler endnu at blive bakket op af lovgivning eller aktivitet. I Venezuela har præsident Nicolas Madúro lovet at modtage 20.000 syriske flygtninge. Også det er blevet ved snakken.
Ifølge UNCHRs repræsentant Andrés Ramirez, er der de sidste fem år sket en stor stigning i antallet af asylansøgninger i Brasilien.
»Det er en global tendens, men antallet af asylansøgninger er procentuelt vokset mere end noget andet sted i verden: 2.000 procent siden 2010,« siger Andrés Ramirez.
Forlængelsen af den brasilianske visum-ordning til de syriske flygtninge falder sammen med, at den pressede præsident, Dilma Rousseff, i disse dage offentliggør spareplaner. Og indgrebet er så skrapt, at det ifølge professor i makroøkonomi ved Ponticifical Universitet i Rio de Janeiro, Monica de Bolle, på kort sigt kan øge antallet af fattige i Brasilien fra de nuværende ni procent. Ifølge Monica de Bolle faldt verdens syvendestørste økonomi for to uger siden ned i en recession, der kan blive den dybeste, landet har oplevet i de seneste 25 år.
»Bruttonationalproduktet kan falde med 2,5 procent i år, arbejdsløsheden er stigende, og indkomsterne eroderer i takt med, at inflationen løber løbsk,« siger hun til Berlingske.
I en TV-transmitteret tale til nationen forklarede præsidenten i forrige uge, at »I disse svære krisetider bliver vi nødt til at byde flygtninge velkomne med åbne arme.«
For at nå Brasiliens åbne arme, kræver det dog, at de syriske flygtninge kender til ordningen – og at de på egen hånd kan komme tværs over Atlanterhavet.