Midt i stillingskrigen om de offentligt ansattes overenskomster kan en af lønmodtagernes topforhandlere, lærerformand Anders Bondo Christensen, notere en række vigtige sejre.

Som det fremgår af opinionsmålingerne i bl.a. Berlingske, har de fleste danskere størst sympati for lønmodtagerne. Derudover er flere partier begyndt at vise omsorg for navnlig lærerne, og partiformænd på stribe appellerer til, at der findes en løsning, som lærerne kan se sig selv i.

I varierende styrke kommer sympatitilkendegivelserne fra Enhedslisten, Alternativet og SF samt fra Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

At disse partier har travlt med at markere sig, skaber ikke kun frustrationer i regeringen. Også langt ind i S-ledelsen er der vrede over de øvrige partier. Forleden fik det den gamle tillidsmand – og nuværende kultur- og medieordfører, Mogens Jensen – til at udsende en advarsel.

Ifølge Mogens Jensen er essensen af den danske model, at arbejdsmarkedets parter selv skal klare tingene. Uden indblanding. Når partier begynder at blande sig og ifølge Mogens Jensen ligefrem forsøger »at indsmigre sig hos bestemte lønmodtagergrupper«, undermineres den danske model.

Når partierne ser stort på advarslerne og ignorerer både regering og S-ledelse, skyldes det flere ting.

Først og fremmest er det åbenbart, at arbejdsgiverne i stat, regioner og kommuner er kommet skævt ind i den truende konflikt. I Finansministeriet havde innovationsminister Sophie Løhde (V) til det sidste en forventning om, at det ville lykkes at lave et forlig. Da det ikke skete, manglede man en god forklaring til omverdenen, og hurtigt var det fagforbundene, der satte dagsordenen i medierne.

I den forbindelse skal man lægge mærke til, at Anders Bondo og Danmarks Lærerforening reelt har brugt flere år på at opbygge en fortælling om, at lærerne fik en urimelig behandling, da Thorning-regeringen gennemførte en folkeskolereform og i same moment indførte nye arbejdstidsregler for lærerne via lov 409. Arbejdstidsreglerne har fra starten været forhadt af lærerne, som ikke mener, at de får tid til at forberede sig til deres lektioner.

Siden dette indgreb har Bondo arbejdet metodisk på at forklare, at Thorning-regeringen i tæt samspil med Kommunernes Landsforening »kuppede« lærerne, eftersom regeringen og KL havde en hemmelig aftale om, hvordan lærerne skulle trynes via en lockout og et indgreb. Tidligere SF-formand, Annette Vilhelmsen, har bekræftet den udlægning. Andre centrale ministre har afvist den.

Når Danmarks Lærerforening i forbindelse med de aktuelle overenskomstforhandlinger har gjort det til et kardinalpunkt at få nye arbejdstidsregler – og støttes af den øvrige fagbevægelse – skyldes det, at fagbevægelsen vil have gjort det klart, at en regering og et folketingsflertal ikke skal kunne udstede et diktat over for en bestemt gruppe. Derfor udgør lærernes arbejdstidsregler nu en af de helt store barrierer for at lande en løsning, som kan forhindre en storkonflikt om kort tid.

Hvor opgøret lander, ved ingen, men Anders Bondo er kommet bedst fra start.

Derudover nyder han godt af det faktum, at de fleste partier har erkendt, at det har haft utilsigtede omkostninger at gennemtrumfe de omdiskuterede arbejdstidsregler. For hvis ikke landets lærere arbejder aktivt med, når en folkeskolereform skal realiseres, kommer ideerne aldrig helt ud til eleverne i klasseværelserne.

Disse erkendelser er imidlertid iblandet en dyb frustration over, at Bondo og lærerforeningen set med politikernes øjne alt for ofte har været en modstander frem for en partner i forhold til at udvikle folkeskolen.

Groft sagt mener man i de fleste partier – og det gælder også dem, som lige nu udtrykker sympati for lærerne – at lærerforeningen har været for optaget af egne vilkår og haft for lidt fokus på at sikre elevernes faglighed og skabe en velfungerende skole.

Den slags kritik afvises af Bondo, men i et tankevækkende interview i Politiken erkendte den tidligere formand for Københavns Lærerforening, Jan Trojaborg, at »selvkritikken« har været svag. Han henviste bl.a. til de meget omtalte Pisa-undersøgelser, som dokumenterede, at danske elever lå overraskende lavt sammenlignet med børn fra andre lande, ligesom han pegede på undersøgelser, som viste, at alt for mange børn mistrivedes i folkeskolen.

»Der er i hvert fald to gange, hvor jeg mener, at lærerstanden har sovet i timen. Den første var med Pisa. Fordi det er ikke i orden, at der er en hel del børn, der ikke læser ordentligt. Anden gang var i 1998, hvor det blev offentliggjort, at 25 procent af eleverne blev mobbet. Det havde vi slet ikke selv indset,« lød det fra Jan Trojaborg.

Udsagnet fra Trojaborg fik en far til at skrive et læserindlæg, hvor han noterede, det var et par dyre svigt, selv om det kun var to stk. Han noterede samtidig, at det lige præcis var derfor, at han havde flyttet sine børn fra folkeskole til privatskole.

Pisa-evalueringerne – som udløste et ramaskrig på Christiansborg - fik efterfølgende politikerne til at udforme stribevis af indgreb og reformer. Men ifølge Jan Trojaborg gik de folkevalgte for langt i retning af styring og kontrol. »Det var efter min mening en forkert vej at gå. I stedet skulle man have taget diskussionen med lærerstanden og de involverede. Så kunne vi sige: Ok, vi indrømmer, at vi kan gøre det bedre,« sagde Jan Trojaborg til Politiken.

Taler man med politikerne fra de partier, som har stemt for reformer, indført nationale test og gennemtrumfet nye arbejdstidsregler, har de imidlertid ikke oplevet lærerforeningen som en lyttende eller konstruktiv samarbejdspartner. Og netop denne vurdering af Bondo og foreningen blev udslagsgivende, da Thorning-regeringen i 2013 valgte at gennemtvinge det brutale indgreb.

Bortset fra hos Enhedslisten havde Bondo ganske enkelt opbrugt sin kredit på Christiansborg.

Når flere partier nu ændrer tilgang til lærerforeningen, skyldes det som nævnt en erkendelse af, at indgrebet dengang var vidtgående. Men det skyldes også, at der senest i sommeren 2019 skal være valg, og her har de færreste lyst til at ligge i åben krig med Danmarks Lærerforening og den øvrige fagbevægelse. Hvorfor? Fordi det koster stemmer.

Set i tilbageblikket forekommer forløbet ulykkeligt. For lektien er, at lærerforeningen og det politiske system langt fra har formået at samarbejde harmonisk om at styrke eleverne og folkeskolen.

Thomas Larsen er Berlingskes politiske kommentator