I mine yngre og mere uvidende år gjorde jeg mig flere gange skyldig i et ironisk-nedlandende blik på provinsen, og selv om jeg har taget en del tæsk for det, vil jeg gerne benytte lejligheden til endnu engang at sige undskyld.

Det var dengang, inden Danmark knækkede over i en udkant og en inderkreds, som er blevet tidens store betændte emne. Og i dag ved jeg for det første, at man ikke skal udtale sig om noget, man ikke aner en pind om, og for det andet, at hvis der er noget »inderkredsen« og »udkanten« kan blive enige om, så er det at være lige gode om at være provinsielle og selvtilstrækkelige.

Når jeg skuer omkring her i det åbne kontorlandkab, er der stort set kun eksiljyder og andre etniske provinsbeboere at spotte i horisonten. Men når de fleste af dem taler om dengang, de selv ankom med firetoget til det forjættede København, lyder det nærmest som en beretning om en vellykket flugt fra en nordkoreask fangelejr.

»Vi vender aldrig tilbage!« siger de samstemmende og har i stedet brugt 20-25 år på at assimiliere sig fuldstændig.

Hvis københavnerne ikke kan rumme den manglende kulturelle habitus hos dem i provinsen, kan dem i provinsen til gengæld ikke rumme dem med en anderledes kulturel habitus end dem selv.

Hvis bønder ikke forstår sig på agurkesalat, forstår københavnere sig ikke på grænsebomme i Padborg. Så vi er lige gode om at have malet os selv op i selvtilstrækkelighedens mørke hjørne, og for hver dag gør det Danmark endnu mere polariseret.

Man kan ikke adskille psykologi og politik, og i det kryds, folk sætter hvert fjerde år, kan man aflæse et helt livs frustationer, sorger og glæder. Ligesom man kan hos dem, vi sætter vores kryds på.

Jeg er selv født og opvokset på Frederiskberg, og da jeg flyttede hjememfra, var det 2,5 kilometer vestpå. I de efterfølgende knap 18 år har jeg bevæget mig først 5,6 kilometer fra V til Ø, derfra 3,1 km fra Ø til N for nu at være endt i K – 3,5 km. fra hvor det hele startede. Og så blev jeg tilmed gift med én, der voksede op 9,6 km. fra mig.

Jeg kender kun provinsen fra enkelte besøg i Århus, Sorø, Viborg, Kolding, Odense, Aalborg og Skagen, og så vidt jeg husker, har jeg aldrig været i hverken Herning, Nakskov eller Horsens.

For nylig var min 2. generations ærkekøbenhavnske datter så på en todages tur til Århus med sin bedstemor. Da hun vendte hjem, var det som at se Odysseus gå i land på Ithaka.

Busstoppestederne, butikkerne og selvfølgelig dialekten var så eksotisk for hende, at hun i ugevis indledte alle sætninger med »ovre i Århus....«, hvorefter vi fik det ene eventyr efter det andet fra hendes 48 timer 297 kilometer fra København (Hvad hun ikke vidste var, at hendes bedstemor havde bedt alle, hun kendte, om at tale ekstra syngende århusiansk, så den syvårig kunne få en ægte autentisk etnisk oplevelse.)

Faktisk håber jeg, at hun en dag om nogle år meddeler, at hun vil lægge sin fødeby bag sig og tage vestpå, som hendes far aldrig fik gjort. Måske er det hendes generation, som igen skal få skabt en sammenhæng mellem inderkredsen og udkanten – hvor vi alle er lige provinsielle.