I Høje Gladsaxe ved København har fem boligselskaber indgået en samarbejdsaftale med Vestegnens Politi og Gladsaxe Kommune om en nultolerancepolitik, hvor politiet tipper boligselskaberne om domme for vold, hærværk, narko og lignende, som deres lejere får. Den aftale får nu konsekvenser for en enlig mor med fem børn i bebyggelsen Høje Gladsaxe, skriver Politiken.

Familien har fået at vide, at den skal flytte, efter at den ældste søn har fået en dom får et overfald på en andren dreng. Familien kan ikke bare flytte ind i en af de andre blokke i Høje Gladsaxe har boligselskabet besluttet med støtte i de nye regler, hvor Folketinget giver boligselskaberne mulighed for løbende at få opdaterede personoplysninger fra politiet om lejere, der er dømt for kriminalitet – regler som boligselskaberne har råbt på i årevis for at kunne sætte hårdere ind mod uromagere. Reglerne tillader også, at boligselskaber i samme boligområde må give personoplysningerne videre til hinanden.

Jesper Loose Smith, der er forretningsfører for de fem boligselskabers fællesforening og direktør for Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe (ABG), fortæller, at Høje Gladsaxe i den konkrete sag faktisk har besluttet at sætte to familier ud, idet to drenge er dømt for overfaldet, men han understreger, at »det gør ondt i vores boligsociale hjerte«.

»Men vi har også de andre lejere at tænke på, og når der som her er tale om vold, er vi nødt til at gribe ind. Der bor jo også andre enlige mødre med børn i bebyggelsen, som er utrygge ved den vold, der er,« siger han.

Boligselskabernes optrapning ved hjælp af de nye redskaber er »socialpolitisk hjælpeløst«, mener forhenværende formand for Socialrådgiverforeningen Bettina Post, der nu er chefkonsulent på Professionshøjskolen Metropol.

Hun kalder det en »ren muskeldemonstration«, når boligselskaberne ved hjælp af de nye regler arbejder på at slippe af med familier, der måske kan være med til at trække et boligområde ind på ghettolisten, da det bare flytter problemet til et andet sted, skriver Politiken.