I årevis har boligselskaber efterlyst bedre muligheder for at give sætte lejere ud, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Nu har selskaberne fået mulighed for at hente personoplysninger fra politiet om lejere, der er dømt for kriminalitet.

Det glæder Steffen Boel Jørgensen, som er forretningsfører i boligforeningen Lejerbo København og Nordsjælland. Det har længe været praksis at smide folk ud, hvis Lejerbo får oplysninger om, at en lejer er dømt for kriminalitet, men nu bliver det nemmere at indhente oplysningerne.

»Vi klapper begejstret. Det har været meget tilfældigt, hvornår vi fik adgang til de oplysninger. Vores udgangspunkt er, at det skal være et godt sted at bo for de mange beboere, og hvis det så kræver, at vi sætter en ud, så er det måske tragisk for den ene familie, men det er godt for de tusinde andre,« siger Steffen Boel Jørgensen.

Mor til fem bøder for søns voldssag

En enlig mor til fem er en af de lejere, som er blevet sat på gaden som konsekvens af boligselskabernes nye mulighed for at indhente oplysninger. Hendes ældste søn er dømt for et voldeligt overfald på en anden dreng, og det fik Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe (ABG) til at tage beslutningen om at bede familien flytte, skriver Politiken i dag.

Selv om Lejerbo ikke har nogle erfaringer med de nye regler endnu, tøver Steffen Boel Jensen ikke med at spå om retningslinjerne fremover.

»Vi vil gøre nøjagtig det samme, som de har gjort i Gladsaxe ud fra de samme hensyn. Lige nu smider vi under en håndfuld lejere ud om året i mit område grundet husordensager, og med de nye regler vil det tal måske stige med en eller to lejere årligt,« siger han.

Steffen Boel Jørgensen håber, at den nye ordning vil have en præventiv effekt, og at lejerne fremover vil have familiens boligsituation in mente, før de kaster sig ud i ballade.

Nultolerance dæmper utryghed

Brabrand Boligforening i Århus har de seneste år kæmpet med flere sager med ildpåsættelse. I 2009 blev fire mænd i alderen 18 til 20 år dømt for at brænde børnehaven Viben i Gellerupparken ned. Konsekvensen blev, at seks familier blev smidt ud af deres boliger i Brabrand Boligforening.

Netop en ordning som denne har den århusianske boligforening talt for i årevis, fortæller administrerende direktør, Keld Laursen.

»Det giver os et redskab til at håndhæve en nultolerance-politik i et område, hvor der hersker stor utryghed. Det viser, at der er en konsekvens, som også kan gå ud over de pårørende, på trods af at det kan virke uretfærdig, at det skal gå ud over dem, så har det en stærk signalværdi« siger han og tilføjer:

»Det er jo ikke de områder, som er utrygge i forvejen, der skal håndtere alle uromagerne.«

Indbyggerne i boligforeningens boligområder er mere utrygge end resten af Århus, viser Rigspolitiets tryghedsindeks viste i 2014. I hele kommunen føler 9,1 pct. sig utrygge ved deres boligområde, mens tallet i Gellerupparken er 21,8 og i Bispehaven føler 32,8 pct. af beboerne sig utrygge.

Det har været nødvendigt at smide lejere ud på grund domme for grov kriminalitet relateret til boligområdet to gange inden for de sidste to år, oplyser Keld Laursen, som netop i øjeblikket er ved at smide lejere ud efter en sag om ildpåsættelse.

Københavns Almene Boligselskab, KAB, fortæller i en kommentar til Berlingske, at de ikke har mødt behovet for at indhente information hos politiet om kriminelle lejere, men at de ikke vil udelukke at benytte muligheden fremover.