Det lyder næsten som efterfølgeren til Martin Scorseses nye film »Wolf of Wall Street«, der portrætterer det kontroversielle spekulantliv på den amerikanske fondsbørs og den virkelige svindler Jordan Belforts depraverede udskejelser. En sag om en tysk investor kommer tæt på.
I 2007 forsvandt børsspekulanten Florian Homm en nat med pengesedler til en værdi af 500.000 dollar (cirka 2,7 millioner kroner), efter en whistleblower havde sået tvivl om tyskerens investeringsmetode på den amerikanske fondsbørs.
Derfor stoppede Homms cigaræsker, arbejdsmappen og sine egne underbukser med pengesedler, inden han flygtede ud af landet i sit privatfly. Han nåede knap at kysse sin familie farvel. Lige siden har han levet på flugt i blandt andet Colombia og Latinamerika. Det skriver Financial Times.
Men i marts 2013 gik den ikke længere. Under et besøg på et kunstmuseum i Italien blev Florian Homm anholdt af det italienske politi og har lige siden været varetægtsfængslet. Efter Florian Homm fredag tabte en appelsag ved retten i Rom, risikerer han nu at blive udleveret til USA, hvor han kan blive retsforfulgt.
Ifølge Homms advokat stopper sagen dog ikke her: Florian Homm planlægger nemlig at søge benådning fra det italienske justitsministerium.
»Homm ser frem til at bevise sin uskyld i retten. Når alle beviserne høres, vil kendsgerningerne vise,at han har handlet ærligt og i den bedste interesse,« siger advokat Jan Handzlik til Financial Times.
Florian Homm er ikke en ukendt mand i medierne. Tilbage i 2005 var han med 20 millioner euro med til at redde den tyske storklub Borussia Dortmund. Senere ramte tyskeren igen avisspalterne, da han udgav sin selvbiografi med titlen »Rogue Financier«, der direkte kan oversættes »Den utæmmede finansmand«.
Ifølge Florian Homm selv er hans personlige formue efter de godt fem års flugt nu skrumpet til knap 10 millioner dollar.